Webpastor.dk

Aftenen falder på, og vi samles her i kirkens rum for at dvæle ved ordene fra dagens evangelium. Ved andre gudstjenester denne søndag har vi hørt den største del af denne tekst behandlet, men i aften skal vi dvæle ved en sætning, der ofte glider ubemærket forbi, men som rummer en dybde, vi ikke skal overse.

Man kan sige, at teksten handler om da, Jesus blev afbrudt, for han bliver afbrudt af en kvinde, der spontant udråber en velsignelse over Jesu moder: „Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!‟. Hun blev grebet af storheden af det, som Jesus netop havde fortalt – om den åndelige krig, der raser os mennesker og vores salighed. Hendes udråb er en hyldest, en udtryk for beundring og respekt. Og dog retter Jesus straks blikket et andet sted hen. „Javist!‟ siger han, „men salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!‟. Det er lidt ligesom dengang nogle andre afbrød Jesus for at fortælle ham, at hans mor og brødre stod udenfor og gerne ville snakke med Jesus. Og så vendte han det om og sagde: ”Se her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor”. Jesus skifter perspektiv og det får han os også til i dagens tekst. Ordene kalder os væk fra en naturlig, men måske overfladisk beundring og hen imod en dybere sandhed: Sand velsignelse ligger ikke alene i at være i fysisk nærhed af Jesus, ikke i slægtskab eller sociale bånd eller at man siger, at man kommer fra et gammelt kristent land eller hvordan man ellers ser sig knyttet til Jesus, men sand velsignelsen handler om at høre Guds ord og lade det tage bolig i hjertet.

Og det vigtigste af de to ”at lytte” og ”at bevare” er naturligvis at ”bevare”. Men hvad vil det sige at „bevare‟ Guds ord? Det er nemlig ikke blot at lytte, ikke blot at nikke og gå videre. At bevare Guds ord betyder, at vi tager det til os, lader det forme vores liv, vores valg, vores måde at være i verden på. Det er en aktiv handling, en daglig praksis, hvor vi i bøn, i handling og i tanke lader ordet arbejde i os.

Der er en forskel på at høre og at bevare. Vi kan alle høre noget uden at lade det få betydning for vores liv. Vi hører nyheder, vi hører samtaler, vi hører lyde omkring os, men meget af det preller af på os. Jesu ord opfordrer os til ikke blot at lade Guds ord prelle af på os, men til at give det opholdssted i vores sind og hjerte.

Måske kan vi se det for os som et frø, der bliver sået. Et frø kan lande på en vejkant, hvor fuglene straks tager det. Det kan lande blandt tidsler, hvor det bliver kvalt. Men det kan også lande i god jord, hvor det vokser og bærer frugt. Guds ord er dette frø, og vi er jorden. Vil vi lade det spire i os? Eller lader vi det ligge uberørt uden at det får lov til at trænge ind?

Maria, Jesu mor, er ikke salig fordi hun bar og fødte Jesus, men fordi hun troede, fordi hun tog imod Guds ord og gemte det i sit hjerte (Luk 2,19). Den sande velsignelse ligger i det samme for os: At høre ordet, tage det til os og leve det ud. Hendes liv var et eksempel på denne bevarelse af ordet. Hun lyttede, hun reflekterede, og hun handlede i tro. Det er den samme vej, vi er kaldet til at følge.

Men hvordan ser det ud i praksis? Hvordan kan vi bevare Guds ord i en verden, hvor så mange stemmer kalder på vores opmærksomhed? Vi lever i en tid med konstante nyheder, sociale medier og en hektisk hverdag. Det er let at blive revet med og glemme at lytte til det ord, der giver os sand vejledning. At bevare Guds ord kræver, at vi skaber rum for det i vores dagligdag. At vi tager os tid til bøn, til eftertanke, til at læse skriften og lade dens ord synke ind.

At bevare ordet betyder også at lade det udmønte sig i vores handlinger. At lade vores liv afspejle det, vi har hørt og taget til os. Det betyder, at vi møder vores næste med kærlighed, at vi handler retfærdigt, at vi lever med en dyb afhængighed af Guds nåde. Det er ikke altid let, men det er her, den sande salighed findes.

I aftenens stilhed kan vi spørge os selv: Hvordan hører vi Guds ord? Og hvordan bevarer vi det? Lader vi det glide forbi som en smuk sætning, eller lader vi det få rødder i os, forandre os og forme os?

Må Gud give os åbne ører, åbne hjerter og villige hænder, så vi ikke blot hører ordet, men bevarer det og lever det ud i verden.