Egentlig vil jeg ikke sige noget genialt eller unikt eller noget, I ikke selv kan læse jer til, ved at læse den her tekst. Egentlig vil jeg her i dag bare skære det ud i pap for dig hvad der står, og så bede dig om at overvej om det ikke har betydning for dig – for dig.

Den her lignelse, Jesus fortæller, handler om en rig mand, der skal rejse udlands og efterlader sine penge til sine tjenere, så de kan passe på dem. Manden ser på sine tjenere – de er ikke ens, så derfor deler han ikke sin rigdom ligeligt ud til dem. En får fem, en anden får to og en tredje får kun en talent – Jesus fortæller, at de får “enhver efter hans evne”. De to første tager straks ud og handler med dem – imens den sidste: Ham med kun den ene talent graver den ned uden at bruge den… han sætter den ikke engang i banken. Og det får han så også ballade for, når hans herre kommer tilbage – kunne du da ikke bare have sat dem i banken, så have jeg da fået renter.

En af de store spørgsmål, som teksten rejser er: Hvad er talenterne et symbol på?

Der er nogle, der mener det er Guds ord.

Der er nogle, der mener det er frelsen.

Der er nogle der mener det er troen…

og igen er der nogle, der mener, at talenter netop er talenter, altså de anlæg og gaver som vi hver især går rundt med.

Det er ikke lige spørgsmålet “hvad betyder talenterne?” der har fanget min interesse i denne omgang, for der er faktisk en ting, der fælles for alle de ting, man kan sige om talenterne – om det så er frelsen, troen, Guds ord, vores evner – for alle de ting er givet  af Gud.

Gud har uddelt mange gaver til sin kirke – og mange forskellige gaver. Der er både de få ting, som jeg har nævnt, men så er der et hav mere. Alle kristne har derfor i sig noget, der kan bidrage til kirkens arbejde og tjeneste. Alle kristne…

De talenter vi har fået er ikke bare givet os for at vi skal holde dem for os selv – ja, nærmest grave dem ned. Nej, de er givet for at vi skal bruge dem på Guds riges arbejde – det er jo ikke vores talenter, men Guds talenter. Det er op til os om vi vil investere dem eller grave dem ned.. altså om vi vil bruge dem eller om vi vil beholde dem for os selv.

Jesus er vores frelser og vores bror – ham vi kan komme til, når vi er trætte og udmattede… men han er ikke bare vores frelser og vores bror… nej, han er først og fremmest, Herren, Gud, mesteren over vores liv. Når Bibelen beskriver den kristne, den, der tror på Jesus, så er det med ord som ”udvalgt”, ”hellig”, ”barn”… men det ord, der går igen oftest er ordet tjener… eller måske endda mere korrekt oversat: Slave. Ved snart sagt hver eneste brev, som Paulus skriver i Det nye Testamente, så beskriver han sig selv som tjener for Gud. ”Fra Paulus, Kristi Jesu tjener”.

Vi har fået vores talent – hvad det så end er – men vi har fået det med et formål: At bruge det til Guds ære – ikke til vores egen ære. Vi har fået det for at bruge det i Guds rige, bruge det her i kirken – for at ophøje hans navn, og ikke for selv at få et navn. Og er jeg lige som den sidste tjener og bruger ikke mit talent, så stritter jeg imod overfor min herre og min mester. Min modvilje mod at tjene ham – min modvilje mod at tjene ham er et oprør – og lignelsen slutter med de ord, der så også rammer mig: ”kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor, der skal der være gråd og tænderskæren”.

De talenter vi har er Guds talenter og han forventer sig noget af os – han forventer, at vi bruger dem. Han forventer at vi forvalter det godt, som han har givet os – ja, han forventer vækst. Vækst i antal af talenter – men også vækst i den kirke, som vi også er sat til at forvalte, fordi vi er en del af menigheden.

Godt nok er det Jesus, der bygger sin kirke på jorden, men det tager jo ikke ansvaret fra os, for vi har jo fået talenter, der skal bruges i kirken. Hver især sidder I inde med et eller flere talenter, som vi andre i menigheden har brug for… og uden dit talent kan kirken ikke vokse. Uden dit talent i brug kan kirken i Horne/Asdal ikke vokse og er det ikke det vi gerne vil: Se vores kirke vokse?
Men når jeg ser ned af mig selv og prøver at finde mit talent.. hvad er jeg god til?

Det mest forfærdelige er hvis vi ser ned på os selv og ser et talent, som vi egentlig ikke synes at der er brug for i vores kirke. Jeg har det og det talent… men der er slet ikke brug for det eller det her i kirken!  Det er forfærdeligt – for vi har brug for enhver… og hvis der er nogle, der ikke føler, at der er brug for dem – jamen, så er der noget galt med os som kirke. Der burde være brug for alle… der burde være en plads, der står tom, hvis du eller jeg ikke stiller os på den og måske skal vi som præst og menighedsråd bare gøres opmærksom på at ”jeg kan faktisk det her, så var det ikke en idé”.
Noget andet der er forfærdeligt der er, hvis jer ser på mig selv og ikke synes, at jeg rigtig ser noget talent… men det er et selvbedrag, for vi har alle fået en eller flere talenter. Der er ikke en af os, der kan sidde og tænke ved sig selv, at ”jeg kan ikke noget. Jeg har ikke noget. Jeg duer ikke til noget” – alle har fået noget. Det kan godt være, at vi ikke har fået de mest synlige talenter og de gaver, der hives frem som store og ser ud til at være dem, der er mest efterspørgsel efter… men alle har fået noget af Gud. Vi kan hverken gøre til eller fra hvad angår hvor store evner og talenter vi har fået – for det er op til Gud. Gud giver og tager som det passer ham. Men det er op til os, om vi er trofast overfor vi har fået, om det så er stort eller småt. Vores opgave er at være trofast – og bruge det lidt eller meget, som vi har fået. Og vel at mærke ikke bruge det på os selv, men bruge det til Guds større ære. Bruge det i tjeneste for ham – der har givet dig de evner og de talenter.

Men hvad så hvis jeg har svært ved at finde et talent hos mig… ja,  hvordan finder egentlig ud af hvad mit talent er? Jeg vil gerne give to modspørgsmål, som måske kan hjælpe os frem til en afklaring. Det første er “Hvad er der i dit hjerte?” og det andet er “Hvad er der i din hånd?”

Hvad er der i dit hjerte?

Når Gud skal bedømme et menneske, så ser han ikke på det udvendige – så ser han ind i hjertet, hvad der er dér.  Og når Gud gør det, så er det jo nok heller ikke et ringe sted for os at begynde. Hvad er der i vores hjerte? Se dér, for det kan være, at Gud har placeret noget dér, som han vil have at du skal bruge. Hvad er det, der betyder mest for dig? Hvad inspirerer dig og motiverer dig mest? Hvilke dele af kirkens arbejde synes du tiltrækker dig mest? Hvad passer bedst til dig dybest set?  Se omkring dig på den nød der er eller de behov der er… og mærk så efter hvordan dit hjerte eller din overbevisning reagerer. Før eller siden vil det komme – “det her er mit talent – det her er min opgave i kirken”.

Det andet spørgsmål er

Hvad er der i din hånd?

I husker nok Moses fra Det gamle Testamente. Moses reagerede med ret stor tøven… ja, nærmest med protest, da Gud sagde til ham, at han skulle føre jøderne ud af Egypten. “Hvad nu hvis de ikke tror på mig” protesterede Moses. Gud spurgte så “Hvad har du i din hånd?” og Moses svarede “en stav”. Og Gud sagde “Kast staven på jorden”… og i samme øjeblik Moses smed staven på jorden blev den til en levende slange. Det overbeviste Moses – og det skulle han også bruge overfor faraoen. Gud brugte det, Moses havde og Moses var sikkert forundret over hvad Gud kunne få ud af en simpel stav. 

Hvor villige er vi til at bruge det vi har i vore hænder? Hvor villige er vi til at bruge vores naturlige kvaliteter i Guds tjeneste… bare overgive dem til Gud. Hver især har vi nogle færdigheder, som Gud kan bruge til at nå ud til mennesker med og som kan bruges i kirken. Og det er utroligt, hvad Gud kan få ud af det, der måske bare ligner en almindelig færdighed – bare tænk på Moses´ stav, der blev til en slange.

Det kan være

personlige karaktertræk,

det kan være professionelle egenskaber, der normalt ville blive brugt ude på arbejdsmarkedet

eller det kan være praktiske evner.

Det kan godt være, at det ser småt og sølle ud, men brugt i Guds tjeneste sker der undere. Også med os selv – og vores talenter, de vokser. Og det samme gør Guds kirke.

Gud har givet os utroligt mange gaver og talenter – men det er op til os selv om vi graver dem ned eller om vi investerer dem. Jeg tror, at en af nøglerne til kirkevækst,  til at vi som kirke når ud til flere mennesker end vi gør i dag – at den nøgle hedder “invester dit talent”. Nøglen er din villighed til at involvere dig i et eller andet stykke arbejde i vores kirke. Ved du ikke hvor din plads er… jamen, hvad er der i dit hjerte og hvad er der i din hånd?

Og kommer du frem til at der ikke er brug for det, som du brænder for… jamen så er det vores kirke den er gal med. Så er den, der skal ændres. For har Gud givet dig et talent, så vil han også give dig en arbejdsplads. En plads, som han vil velsigne – og som vil sende velsignelse og vækst ud i kirken. Men som også vil være til velsignelse og til glæde for dig selv.