Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:

De fleste af os kender Alfons Åberg – den lille dreng, der lever alene sammen med sin far og sammen med sin usynlige ven, Svipper, der dukker op, når Alfons har brug for det.
Tegneserien om Steen og Stoffer – for alle andre end for Steen, der er Stoffer et stofdyr. For Steen er stofdyret en levende kammerat, der følger Steen overalt.

Jeg har ikke selv haft en usynlig ven – men der findes mange børn, der skaber sig en usynlig ven, som blandt andet ligger ved siden af dem om natten, så de sover trygge. Jeg havde ikke nogen usynlig ven – jeg havde jo Jesus. Mine forældre bad Gud om at han måtte sætte englevagt om vores hus denne nat. Så jeg havde ikke behov for en usynlig ven.

Men som nogle ateister vil sige: Eller også hedder din usynlige ven Jesus – han er lige så virkelig som Svipper og Stoffer. Du kan lige så godt bede til Det Flyvende Spaghetti Monster som du kan bede til Gud – effekten er den samme, fordi hverken Gud eller Spaghetti Monstret eksisterer.

I 2012 røg bogen, ”Himlen findes virkelig” ind på Top 10 over hele verden – historien om en lille drengs nærdødsoplevelse.  Han kunne efterfølgende endda udpege et portræt af Jesus, ”sådan ser han ud i virkeligheden”. Bogens første ti uger solgt i mere end 200 000 eksemplarer og salget fortsatte opad.

Herhjemme skrev Charlotte Rørth i 2015  bogen ”Jeg mødte Jesus”, der også blev en bestseller. Hun mødte Jesus fysisk i en kirke i Spanien og hun siger nu: ”For mig er det ikke et spørgsmål om tro – jeg ved at Jesus er levende”.
Hvorfor er sådanne bøger populære- også i kristne kredse? Er det ikke fordi vi gerne vil gå fra at tro til at vide? I det mindste vil vi gerne have et eller andet mere konkret end det vi kan læse os til i Bibelen. Er det ikke fordi vi har en længsel efter at mærke troen? At troen ikke kun hører til i hjernen, men i hjertet.

Når jeg læser i dagens tekst: ”Kom til mig”, hvordan gør jeg det så? Hvordan bliver det noget, som jeg ikke bare tænker med hovedet, men noget jeg også føler konkret og mærkbart? Gør det nogen forskel – eller er Jesus bare en voksenudgave af en usynlig ven?

Den største forskel mellem Jesus og så den usynlige ven eller andet overtro er at Jesus var et historisk menneske. Var Jesus ikke opstået, så kan vi ikke forklare hvorfor de første kristne martyrer valgte at dø for en fiks idé. Vi kan ikke forklare hvorfor den første menighed opstod bare på en fiks idé. Jesus har ikke bare sat sig aftryk ikke i Bibelens bøger, i ikke-kristne historiske kilder, men også i menneskers liv. I de første menigheder sad der mennesker, der havde set den opstandne Jesus. Omkring i menighederne sad der opstandelsesvidner, der lige som Charlotte Rørth kunne sige: ”For mig er det ikke et spørgsmål om tro – jeg ved at Jesus er levende”.

”Jeg ved at Jesus er levende”. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at mange af os herinde sikkert har det på den måde, at vi hvis vi bliver spurgt, vil sige: ”Jeg tror Jesus lever” – fordi vi ikke kan bevise det overfor andre. Men når vi taler til os selv, så siger vi: ”Jeg ved Jesus lever”. Og hvorfor gør vi det, når vi ikke kan bevise det? Fordi vi har oplevet at Jesus bar os og gav os styrke i en svær situation. Fordi vi har brugt Jesus som vores ”sparringspartner” i vanskelige tider. Fordi vi har oplevet nærværet af Jesus i bønnen, ved alterbordet – alt det har vi mærket måske lige siden vi var små og vores egen mor puttede os om aftenen. At vi har det lidt ligesom landsholdstræneren Ricardt Møller Nielsen, der sagde: ”0m jeg tror på Gud? – Jeg ikke bare tror på ham, jeg regner med ham!”

Men det er en erfaring – og som andre erfaringer, så kan vi ikke bare kopiere den over på andre, en til en. Vi kan kun anbefale det og sige ligesom reklamen for Always Ultra fra 90-erne: ”Prøv det – prøv det – for det er utroligt … utroligt godt”. Prøv det.
”Jamen jeg har prøvet – jeg har åbenbart ikke genet til at tro” – sådan har jeg hørt nogen udtrykke det. Men Jesu invitation kan ikke kun besvares af folk, der har bestemte egenskaber. Hvis Jesus er en udefrakommende autoritet, som han er, så er hans autoritet vel ikke afhængig af vores evner eller mangel på sammen til at tro. Så nej, du kan også tro. 
”Jeg vil gerne komme til Jesus, men jeg mærker ikke noget”. Har du et oprigtigt ønske om at komme til Jesus – så kan du mærke noget udefra, for det ønske og den lyst kommer ikke af dig selv. I os selv er der nemlig ingen, der søger Gud (Rom 3,11), men det, at vi har spørgsmålet ”hvordan kommer jeg til Jesus?” viser os, at Gud allerede er i gang med at drage os til sig (Johs 6,44). Det er første skridt i at mærke hans nærvær. Lysten er allerede et tegn på at han er der lige for vores indre, ”Kom til mig, og jeg vil give jer hvile”.
Jesus kalder på mange måder – han har mange veje til os. Han kan bruge dine tanker, dit sind, dine drømme, din historie og erfaring. Han kan komme til dig i Bibelen, i en prædiken eller en bog. Han kan komme gennem et godt eksempel, gennem en kristen ven. Men Jesus kan også komme igennem det grimme i vores liv: Den dårlige samvittighed, indre uro, ægteskabsproblemer, fattigdom, sygdom, en af vore kæres død, ensomhed, smerte og lidelse.
Jesus bruger også livets modgang til at komme tæt på os, for det er dér at vi bedst kan se, at ingen af os kan klare os uden ham. At intet af det, der er i verden, kan hjælpe os – men kun Jesus.
En nøgle til at komme til Jesus er ydmyghed. At vi har ydmyget os selv og har erkendt: ”Jeg kan ikke klare mig selv, jeg har brug for Jesus”.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.
”Men hvorfor mærker jeg så ikke den hvile?” – det er netop det, jeg søger. Først: Den hvile, Jesus taler om, er først og fremmest den hvile, vi vil erfare, når vi lander hjemme foran Guds trone. Dernæst: Den hvile, Jesus taler om, er ikke nødvendigvis en fjernelse af problemer, stress, sygdom og at man er ovenpå. Måske er den uro, der plager dig, faktisk med til at holde dig fast til Jesus, fordi den forhindre dig i at blive stolt og miste ydmyghedens nøgle ind til Jesus. Sådan havde Paulus det. Han kaldte det for ”en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig.” Og på trods af det, så vidste han, at han levede med Jesus. Han kunne sidde i husarrest i Rom med venner, der havde vendt ham ryggen, og alligevel havde han den fred og glæde, der overgik al forstand.
Det kunne han, nok fordi han var kommet til Jesus og havde lagt det gamle liv bag sig. Det kan være en anden nøgle til at komme til Jesus: Læg det gamle bag os. Dybest set, så vil vi gerne have Jesus – og alt det andet. At komme til Jesus og leve med ham – betyder at leve for ham og for ham alene, men vi vil gerne have Jesus og noget andet… Vi vil gerne have Jesus og synden i vores liv, prestige, sort arbejde, dårlige vaner, bandeord med forbandelser misbrug af Guds navn eller påkaldelse af dæmoner.  Vi vil gerne have Jesus – og det andet, men vi kan ikke have Jesus og det andet – for det andet holder os tilbage. Jesus kan ikke være alt for dig, med mindre han er det eneste for dig. Jesus siger: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Så selv om vi ikke får ”alt det andet”, så ved vi, at har vi Jesus, har vi hans tilgivelse, så har vi det vigtigste.
Den tredje nøgle er at bruge tid med Jesus. Men i stedet for at have et stort ambitionsniveau, så vi begynder med hele eller halve timer om dagen til bøn og bibellæsning, så lad os hellere være realistisk: 1 minut om dagen. Det lyder da overkommeligt: 1 minut. Jesus gav sit liv for os – så kan vi vel også give 1 minut om dagen.
1 minut, hvor vi for en gangs skyld lægger vores tvivl til side: Vi taler til ham, som vi måske ikke kan føle, ham som vi måske ikke engang tror på eksisterer, men som vi ønsker eksistere.
1 minut, hvor vi er alene.
1 minut med slukket telefon.
1 minut uden musik.
1 minut, hvor vi kun vil søge Jesus og beder ham om at han vil vise sig for os eller hvad der nu nager os.

Der er ingen magisk bøn, som automatisk giver pote – men der er din oprigtige bøn, dit råb efter Jesus, dit helhjertede 1 minut om dagen sammen med ham.
Brug det ene minut på at råbe til Jesus og vid, at der er intet menneske i verdenshistorien, der har råbt på Jesus, og som er blevet afvist.