Jeg er begyndt en del gange på denne bog – denne gang satte jeg mig for at den skulle læses inden en uge. Så det har været selvtvang mere end lyst, der drev læsningen. Nu bagefter er jeg glad for at have fået den læst. Også på grund af de mange skønne citater, der er i bogen. Hvad siger du til sådan et: ”Nu har jeg ikke noget håb, og det dør man hurtigere af end af kræft” (s. 127).

I bogen følger vi Herman Broder, en jødisk forfatter og Holocaust-overlever, der nu bor i New York City i slutningen af 1940’erne. Efter at have overlevet krigen ved at gemme sig i en lade i Polen, har Herman giftet sig med Jadwiga, en polsk bondekone, som reddede hans liv under Holocaust.
Herman lever et dobbeltliv. Han arbejder som ghostwriter for en rabbiner og har en affære med Masha, en passioneret og ustabil kvinde, som også er en Holocaust-overlever. Herman er fanget mellem sin loyalitet overfor Jadwiga, som han føler skyld over for, og sin intense kærlighed til Masha.
Det bliver ikke mindre kompliceret, da Hermans første hustru, Tamara, som han troede var død i Holocaust, pludselige dukker op. Hendes genkomst skaber en kaotisk og følelsesmæssigt ladet situation for Herman. Han står nu overfor et uundgåeligt valg mellem de tre kvinder, hver med deres egne krav og forventninger. Det må ende galt.

Hitler er løbet efter os
Bogens hovedpersoner, ja de fleste jøder i bogen, kæmper dagligt med traumerne fra Holocaust. De er konstant hjemsøgt af deres oplevelser, hvilket gør det umuligt for dem at leve normale liv. Hermans skyldfølelse over at have overlevet og de konstante minder om dem, han har mistet, påvirker hans evne til at knytte sig fuldt ud til nogen.

Et centralt citat fra bogen, “Vi kom ud af Ghenna, men Ghenna fulgte med os til Amerika. Hitler er løbet efter os” (s. 163), indkapsler denne vedvarende pine. “Ghenna” refererer til helvede i jødisk tradition, og her bruges det til at beskrive den ulidelige lidelse, de har været igennem. Selv om de fysisk har overlevet og er flygtet fra Holocausts umiddelbare farer, fortsætter rædslerne med at forfølge dem psykisk. Spørgsmålet er, om man har et andet ord for ”at overleve”. Ja, de overlever fysisk, men de lever ikke psykisk og åndeligt. Selv døden virker ikke til at kunne give forløsning på problemerne: ”Hvis et stykke reb kunne gøre en ende på det, så Gud velsigne rebslageren” (s. 127).

I “Fjender” viser Singer, hvordan Holocausts rædsler fortsætter med at forme overlevernes liv på dybtgående måder. Minderne, skyldfølelsen, og de psykiske ar er uundgåelige og vedvarende, hvilket understreger den permanente indvirkning af menneskelig ondskab. Hermans kamp for at finde mening og stabilitet i sit liv er et symbol på den bredere kamp for alle overlevende: kampen for at leve med en ubærlig fortid i en verden, der kræver, at de bevæger sig fremad. Og måske endda finder et nyt høloft at gemme sig på.

Men der er altid noget andet også. Singer lader ikke nogen karakter bortforklare hans eller hendes kvaler ved kun at bruge Holocaust som en undskyldning. Hver af personerne er et offer for en verden, som han eller hun ikke har skabt, og som han eller hun

ikke kan styre. Vi følger folk, der ”asfalterer, imens de kører” og de falder i kætteri, synd og idiotiske situationer, og kæmper så godt de kan for at komme ud igen.

Gud og det onde
Sammen med Hitler og Stalin, så er Gud også med nærmest på hver side (”Gud og Stalin kunne gøre som de behagede” (s. 169). Herman føler, at hans oplevelser under Holocaust har ødelagt hans evne til at tro på Gud. Hans tro er så rystet, at han ikke engang kan definere sig som ateist. I stedet befinder han sig i en tilstand af apatisk desillusionering, hvor hverken tro eller aktiv tvivl virker meningsfuldt. ”Hvis der virkelig eksisterede en barmhjertig Gud i det himmelske hierarki, var Han kun en hjælpeløs, lille Gud, en slags himmelsk jøde blandt de himmelske nazister” (s. 111).
Jeg kan desværre ikke finde det sted, hvor Herman siger han tror på Gud længere, men han er engang ateist, for selv ateismen kræver en slags tro. For Herman er Gud blot en skygge, en fjern erindring om noget, der engang måske havde eksisteret.”  Hans erfaringer har efterladt ham i en åndelig tomhed, hvor hverken tro på Gud eller afvisning af Gud giver mening.

På side 151 finder vi Herman, der leder uden held efter andre steder end hos Gud, der kan forhindre ham i at falde dybere ned i fortvivlelse og håbløshed? Filosofi hjælper ikke noget – der er nok kun Gud tilbage. Ikke den kristne Gud, der står bag korstog og blodige krige. Og hvad med hans tvivl? ”Selv om man skulle tvivle på at der fandtes ilt, måtte man alligevel trække vejret. Man kunne benægte tyngdekraftens eksistens, men måtte alligevel gå på jorden” (s. 151). Selve eksistensen af Gud gør, at man ikke kan andet end tro på ham. Herman er ”ved at blive kvalt uden Gud og Tora” (s. 151).
Herman sidder med Bibelen og læser i Salmernes Bog. ”Hvordan kunne det være, at disse sætninger passede på alle forhold, alle aldre og alle sindsstemninger, mens verdslig litteratur, hvor velskrevne den end måtte være, efterhånden mistede sin relevans?” (s. 205).

Min vurdering
Bogens styrke ligger i dens evne til at formidle de vedvarende traumer, som de overlevende bærer med sig. Med en skarp pen tilbyder “Fjender” en dyb refleksion over menneskelig lidelse, kærlighed og forløsning. Bogen udforsker spørgsmål om tro, lidelse, moral og identitet. Udforsker menneskets forhold til Gud i lyset af ekstrem lidelse og moralske dilemmaer.