Lyt til prædikenen her:

Læs prædikenen her:
Jeg vil her i dag rejse to spørgsmål: “Hvorfor går du til alters?” og så det modsatte spørgsmål: “Hvorfor går du ikke til alters?”. Det er jo skærtorsdag – dagen, hvor fokus er på nadveren, så det er vel egentlig to meget nærliggende spørgsmål en skærtorsdag-aften.

Hvorfor går du til alters?
Hvorfor går du ikke til alters?

Spørgsmålene er nærliggende – det er teksten så til gengæld ikke! For den handler jo slet ikke om nadveren og nadverens indstiftelse – men den handler om noget, der skete ved indstiftelsen: Hvordan Jesus vasker fødderne på sine disciple. Hvordan Jesus bøjer sig for alle disciplene – forræderen Judas får vasket sine fødder, tvivleren Tomas får vasket sine fødder, den iltre Peter, der er ved at nægte Jesus at vaske hans fødder, han får også vasket sine fødder… Jesus – deres herre og mester – tager den opgave på sig, der er den laveste tjeners opgave. Mesteren tjener disciplene. Kongen tjener sine undersåtter.

Men hvad har det med nadveren at gøre? Hvorfor fortæller Johannes ikke om selve nadveren? Måske gør han det, fordi nadveren skal forstås som den måde Jesus tjener os på i dag. Der er nogle, der ser nadveren som en slags bekendelseshandling, at vi viser at vi tror på Jesus ved at gå til alters… og på samme konto er der så også nogle, der bliver væk, for “det er da for voldsomt at gå til alteret, for jeg har ikke en særlig stor tro”.

Men det er forkert – at gå til alters siger ikke noget om hverken din tro eller din manglende tro. At knæle ved alteret siger ikke noget om vores tro, men siger noget om Jesus, nemlig at han er ydmyg, at han er kærlig, at han tager imod os alle. Den, der bruger nadveren til at fremhæve sin egen tro, gør sig skyldig i misbrug af et af kirkens helligste sakramenter.

Bruger vi nadveren til at vise, at vi tror på Jesus – i modsætning til dem, der bliver siddende, der åbenbart har deres at slås med…. jamen, så har vi jo totalt overset at Jesus her vil give os et eksempel på hvordan vi skal være overfor hinanden… at vi skal bøje os for hinanden, at vi skal tjene hinanden… “Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”. Jesus indstiftede ikke et fodvaskningssakramente, men Jesus viste dem ydmyghed – at disciplene og vi skal lære ydmyghed af Jesus – i vores omgang med hinanden og i vores omgang med alterets brød og vin. Vi skal vise ydmyghed overfor dem, der måtte blive siddende, for ved du hvorfor de bliver siddende og ikke går til alters? Ved du virkelig hvorfor de gør det? Nej, sikkert ikke! Men i stedet for at kæmpe med det spørgsmål, så stil heller spørgsmålet til dig selv: Ved jeg hvorfor jeg rejser mig, når præsten har sagt indstiftelsesordene? Ved jeg, hvorfor jeg tør rejse mig, for at nærme mig nadverens helligdom? Er det en bekendelseshandling – eller er det sand ydmyghed? Er det sand ydmyghed at jeg ved, at jeg har brug for Jesus? At jeg ved, at jeg har brug for, om ikke at få vasket fødderne af Jesus, men så at få del i det offer, som Jesus har bragt, da han døde på korset. Da han døde, ikke bare for min skyld, men også for ham eller hende, der i dag vælger at blive siddende og ikke går til alters.

Jesus er klar til at tage imod dig – tager du imod hans indbydelse? Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvorfor ikke? Alteret er et bord fyldt med løfter, for prøv hør hvad Jesus siger: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Johs 6,54).

Jeg aner ikke hvad der dybest set driver dig til at gøre det, du gør… jeg har nok problemer med at forstå mig selv. Men jeg ved, at den Jesus, som tager imod dig ved alteret, er den samme Jesus, som gik rundt og vaskede disciplenes fødder – som ydmygede sig og blev som en tjener. Ham, der havde Guds skikkelse, men “gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors”.

“Dette er Jesu Kristi legeme” – brødet er den korsfæstede og opstandne Jesu legeme. Det er den krop, der bar vore synder, der led alle vores lidelser og sorg og skyld, der opstod fra de døde og som aldrig kan dø igen.

“Dette er Jesu Kristi blod” – vinen er Jesu blod. Det blod, der flød på korset for at fjerne al synd. I husker nok, hvordan dødens engel gik forbi de huse, hvor jøderne havde smurt blod på dørstolperne lige inden de flygtede fra Ægypten. På samme måde vil døden gå forbi os, når vi gemmer os bag den nye pagts blod, Jesu blod. Døden har ikke noget at hente i os, der tror på Jesus og hans offer for os. Når vi spiser og drikker Jesu legeme og blod, så får vi del i ham, der er den eneste kilde til sandt åndeligt liv.. ja, den eneste kilde til evigt liv.

Ved nadveren finder vi sand tilgivelse – garanteret af hans legeme og blod. Her finder vi vor fred med Gud. Her i Kristi ydmyge tjeneste finder vi vores liv og sand ydmyghed. Og vi fryder os nu og for altid i Guds evige kærlighed i Jesus Kristus, for “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Johs 6,54).