Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen her:

Af en eller anden grund er der utroligt mange stavefejl etc. i dagens prædiken… så kom bare frem med den røde kuglepen.

Jeg går gerne til alters – jeg har nogle dejlige minder knyttet til nadveren, også længe før jeg selv kunne gå til alters, men løb mine forældre i møde, når de kom oppe fra alteret i Ansgars Kirke i Odense.… og jeg kan stadigvæk huske den søde duft af vinen i deres ånde. Så havde jeg også været lidt med – og en dag måtte jeg selv være med, det var stort.
I dag kan jeg ikke simpelthen ikke bare blive siddende. Jeg skal op – det hiver i mig. Min frelser kalder på mig: ”Tag det og spis det”. ”Drik alle heraf”
Så ja, jeg går til alters. Det er ikke fordi jeg har forstået alt om nadverens betydning – måske tværtimod. Teologen i mig siger, at den lutherske nadverforståelse kaldes for konsubstationslæren, som siger, at brødet og vinen godt nok ikke forvandles, men at Kristi legeme og blod alligevel er til stede “i, med og under” brødet og vinen. Forstå det hvem kan. Jeg kan sige en masse om nadveren – men for mig er det først og fremmest et mysterium. Et fantastisk mysterium, som jeg ikke kan gribe med forstanden, men som jeg griber med troen.
Så når jeg kommer til alters, så beder jeg: ”Giv mig, hvad du lover”. Og det han lover mig er sit legeme, der er død for mig. Sit blod, der er udgydt for mig. Det han lover mig, er ham selv. Vi skal en dag møde ham ansigt til ansigt – ved alteret kan vi fysisk indtage ham. Han kan blive et med os, ligesom brødet og vinen bliver en del af os, når den optages i din krop. Sådan bliver han en del af os. ”Dette er mit legeme” – ”dette er mit blod”. Tag det spis og drik

Ja, jeg går til alters – og det er heller ikke fordi jeg føler mig mere from end så mange andre. At jeg er mere hellig – også der er det tværtimod. Altergangen er ikke en bekendelseshandling: Se mig, jeg tror på Jesus.
Det er egentlig mærkelig at nadveren overhovedet kan tænkes at være et udstillingsvindue for fromhed. At nadveren skulle være et sted, hvor vi præstere noget… det er da så langt væk fra nadveren, som jeg overhovedet kan forestille mig.
For mig at se, så så udstiller vi i virkeligheden, at vi er det modsatte af fromme, når vi går til alters. Når vi går til alters udstiller vi åbent, at vi ikke har nogen godhed, retfærdighed eller værdighed i os selv og alt vort håb er i Kristus. Vi udstiller, at vi er skyldige og korrupte og egentlig fortjener Guds fordømmelse. Der er ikke plads til et selvretfærdigt menneske ved alterbordet. Det er kun plads til syndere.
Der var en præst, der sad i præstegården, og talte med sin biskop sammen med sit menighedsråd. Biskoppen skulle lige høre, hvordan det gik i sognet.

”Går der mange til alters?” spurgte biskoppen.

En svarede: ”Hvis ikke, er det i hvert fald ikke præstens skyld, for han siger tit og tydeligt nok, at til nadverbordet har vi alle lige adgang, og er lige velkommen. Der er ingen betingelser”.

Biskoppen svarede: ”Ja, det lyder jo så godt. Men det er jo ikke rigtigt. På Luthers tid levede en fyrste Filip af Hessen – han havde en tid to koner, og i den tid, holdt han sig borte fra nadverbordet; og det synes jeg, han gjorde ret i”.

Biskoppen så sig om i kredsen, sikker på tilslutning og henvendte sig til præsten: ”Hvad ville De da have sagt til Filip?”

Præsten svarede: ”Jeg ville have sagt: Hvad bilder du dig ind, Fillip, du har to koner, og tilmed går du ikke alters”.

Det var biskoppen ikke enig med præsten i, men havde præsten ikke noget ret? Netop, når Filip var ud i det syndige og anklagende, da var syndsforladelsens gæstfrie bord lige stedet for ham. Stedet, hvor Filip kunne høre ordene: Drik alle heraf – dette er den nye pagt med mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse”. Men hvor omkvædet også bør lyde: Gå – og synd fra nu af ikke mere”.

Paulus skriver i 1 Korintherbrev (11,26) at hver eneste gang at vi går til alters, så ”forkynder I Herrens død, indtil han kommer”. Alteret er faktisk en prædikestol, men ikke en prædikestol, hvor vores gerninger bliver forkyndt, hvor vores fantastiske fromhed bliver ophøjet, men det er dér hvor Jesu gerning prædikes, og hvor hans død ophøjet.
Brødet taler om Kristi legeme – Kristi krop – med den levede han det perfekte menneskelige liv. Jesus levede det liv, som du og jeg aldrig kan leve. Jesus havde aldrig en syndig tanke, han sagde aldrig noget syndigt, han gjorde altid det, der var hans fars vilje, han troede altid, håbede altid, elskede altid. Jesu krop taler om hans perfekte liv. Og den krop, der havde levet det perfekte liv blev givet til os – for at vi kan finde det i ham, som vi ikke har i os selv. Når jeg tager imod brødet, så bliver jeg mindet om at hans lydighed er min. At det perfekte liv – at opfyldelsen af loven og profeterne blev levet for mig.
Legemet taler om Jesu perfekte liv – blodet taler om den det perfekte offer i hans død. Efter det perfekte liv og som Guds søn ville han kunne være gået direkte ind og sat sig på sin himmelske trone – men vinen minder os om, at i stedet gik han ned i dødsriget, ned i helvede. For vores synd. For vores ulydighed – han byttede plads med os – hans perfekte lydighed i et og alt blev tilregnet os – og han bar din og min ulydighed som om det var hans egen. Dér på korset sugede han Guds dom til sig – og i hans blod strømte tilgivelsen ud – tilgivelsen for din synd og for min synd.
Tag os spis det – det perfekte liv er levet for dig. Tag og drik det – det perfekte offer er bragt for dig.

Så ja, jeg går til alters – for det er det eneste sted, hvor jeg virkelig kan slappe af. Hvor jeg ikke skal præstere noget. Hvor jeg ikke skal kunne en masse – jeg skal ikke være på en bestemt måde, jeg kan bare komme og være mig selv, og vide, at netop som jeg er er jeg elsket og tilgivet. Jeg kan komme med mit allerværste – og alligevel blive taget imod. ”Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne. Er de røde som purpur, kan de blive som uld”, som der sår i Esajas Bog. Her ved alteret kan jeg finde det, som jeg ønsker mig mere end noget andet: Jeg kan finde fred med Gud. Hvile hos Kristus: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile.
Jeg skal bare række ud og tage imod. Spise og drikke – og modtage min herre Jesus Kristus. Når jeg spiser og drikker Jesu legeme og blod, så får jeg del i ham, der er den eneste kilde til sandt åndeligt liv… ja, den eneste kilde til evigt liv.
Lad os om et øjeblik mødes ved alteret efter næste salme – og lad os tage imod det største i det mindste. Lad os tage imod de største løfter og så vide, at den almægtige står inde for enhver af de løfter. Majestæten i det høje, kongernes konge stiger ned fra sin herligheds trone for at være sammen med os. Lad os tage imod ham – lad os takke ham – og lad os derefter leve et liv til hans ære.