Jeg er nok ikke den eneste herinde, der føler mig magtesløs over den situation vi som land står i denne tid. På grund af borgerkrig og uroligheder i Mellemøsten og Afrika vandrer store menneskemængder mod nord i retningen af trygge, fredsfyldte, rige, gavmilde og ikke mindst kristne Europa. Og altså også i retningen af Danmark.

Hvad skal vi gøre? Har vi råd til at lukke alle ind? Og gemmer der sig krigeriske terrorister i flokken af familier og familiefædre på flugt? Skal der strammes eller lempes? Mister vi noget af vores menneskelighed i takt med at vi strammer op? Har vi råd til at lempe? Er vi stærk nok kulturelt og religiøst til at lukke dem ind? Spørgsmålene er mange – og øgenavnene til dem, der mener noget andet er også mange: Nazist, racist, lalleglad idiot og landsforræder.

Men et er hvad vi skal gøre som land – hvad vores regering og folketing, politikerne, skal gøre, noget andet er hvad vi skal gøre – som ”almindelige dansker” – os ”som kristne”. Kan vi overhovedet gøre noget? Og tør vi?

Hvad skal vi gøre, når vi nu ser disse nyankommne i bybilledet? Spørger I mig, så skal vi som kristne altid først finde ud af hvad vi tror, at Gud ønsker af os. Først og fremmest er vi borgere i Guds rige – det rige, som dagens tekst handler om. ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden”.

Vores opgave som borger i Guds rige, ja, som kristne, er i enhver situation at handle sådan, at vi er med til at sprede Guds rige, som manden går og sår sin såsæd. Og hvad er så Guds rige? Guds rige er ikke et geografisk område. Det danske rige kan vi finde ved at sætte nogle streger på et kort og banke nogle grænsepæle i jorden og sige: Her er det danske rige. Det kan vi ikke gøre med Guds rige. Der er dog alligevel et punkt, hvor vi kan sammenligne Guds rige med det danske rige. Kapitel 1 paragraf 1 i Den danske Grundlov siger: ”Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige”. Det vil omvendt sige, at det danske rige er defineret som det sted, hvor dansk lov gælder.

Guds rige er på samme måde det sted, hvor Guds lov gælder… eller endnu bedre: Hvor Guds vilje sker. Guds rige er dér, hvor Guds vilje sker. Guds rige er værdier og kraft. Der står et sted i Bibelen, at Guds rige ikke er bestemte spiser, som religioner normalt går op i, men Guds rige er retfærdighed, fred og glæde i Helligånden. Frugterne af det rige er ”kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Galaterbrevet 5, 22-23).

Den vigtigste opgave, vi som kristne er blevet givet, er at sprede Guds rige – være med til at sprede rigets værdier og frugter – være med til at flere og flere må blive borgere i det rige – blive døbt. Det var sådan set det, vores dåb pålagde os: ”gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døbere dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Spred Guds rige – uanset om din nabo hedder Nielsen, Jensen, Larsen – eller noget, som du har svært ved at udtale. Din nabo, dem du møder, skal ikke bare møde dig, når de møder dig – de skal møde Jesus. For uanset hvor de så kommer fra, så har de ligesom du og jeg brug for Jesus. Vi har altid haft en vigtig opgave med at sprede Guds rige her i Danmark – nu er det bare blevet udvidet med de mange flygtninge, der kommer til vores land. Vi skal ikke møde muslimerne som vores fjender – vi skal møde dem som vores menneskelige brødre og søstre. Ja, nogle af dem er besat af det onde – men lige som os, så har de brug for en frelser. Lad os vise dem den frelser. Vi skal ikke se dem som vore fjender – men vi skal se dem som fanger af islam. Vi skal se dem som folk, der søger en kærlig Gud. Lad os vise dem den Gud.
Mange af dem, der kommer til os, er i vildrede med deres tro – for de har set hvad deres religion kan udrette af ondt. Nogle af dem er bange for den Gud, de ser i deres trofællers handlinger. I Libanon og Syrien søger mange muslimer slet ikke hen til deres moskeer for at hente hjælp – for de har mistet tilliden til dem. Nu søger de hen til kirkerne, der tager imod dem med åbne arme. De ser, at dem, der ellers skulle have hjulpet dem, deres trosbrødre i de rige oliestater, de sender bomber, misiler og våben. De kristne – de kommer personligt med bleer, mælkepulver, madrasser og medicin – undervisning af deres skolesøgende børn. De er med midt krisen. Det ser muslimerne – de ser Jesus i de kristne, de ser Jesus i kirkens gerninger. De ser kristendommens sande ansigt. I hver eneste af muslimerne bliver der sået et stykke af Guds rige – et frø. Sådan arbejder kirken i Syrien og Libanon.
Hvordan arbejder kirken i Danmark? Vi behøver ikke længere sende missionærer afsted med evangeliet– for missionsmarken er lige udenfor vores dør. Hvordan tager vi imod den udfordring? Hvordan tager vi imod de familier og de enlige, der kommer hertil?
Som kristne er vi nødt til at tage imod dem som kristne – ikke naive kristne, der lukker øjnene for de problemer og farer, der er. Vi kan se i Mellemøsten og også i flygtningelejrene i Europa, hvordan islamisterne forfølger kristne – ja, selv i bådene på vej mod Europa skubbes kristne overbord. Ja, selv her i det små bliver muslimer, der har stoppet deres religiøse praksis, kritiseret af fremmede, hvis de putter forkerte ting i deres indkøbsvogn i Føtex. Og muslimske børn irettesætter andre børn fra Mellemøsten, hvis det, de har med i madpakken, ikke lever op til de religiøse krav. Og hvad med de unge mænds behandling af det andet køn?
Det er ikke problemfrit. Så nej, vi skal ikke være naive kristne, men vi skal ikke desto mindre være kristne. Vi skal være kristne, der handler på Guds ord og stoler på ham og overlader konsekvenserne til ham. Vores opgave er kun at så – Gud sørger for væksten.
Som Jesus siger i lignelsen:  bonden ”sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokserm uden at han ved hvordan” (Mark 4,27).
Som jeg læste fra Profeten Esajas´ bog:
”Jorden skal åbne sig
frelsen skal gro frem,
og retfærd skal spire.
Jeg, Herren, skaber det”
og som vi skal synge om lidt:
”Vi pløjed og vi så´de
vor sæd i sorten jord
Så bad vi ham os hjælpe
som højt i himlen bor”.
Uanset hvad vi gør, så vil vi så noget i de mennesker, der kommer til os – og det vi sår, det vil engang blive høstet om jordbunden så er pære dansk eller fra andre lande. Sår vi had og mistænksomhed, så vil der høstes had og mistænksomhed. En præst i Syrien sagde til mig, at i enhver muslim er der en Islamisk Stat-kriger, der lever af følelsen af uretfærdighed – men der er også et menneske, der søger efter en kærlig Gud. Mennesker, der længes efter en frelser – lad os vise ham den frelser. For sår vi Guds rige – hvad så? Ja, der er garanteret nogle, der vil udnytte dig, men der er også nogle, der vil forelske sig i din Gud. Der er nogle, hvor det ”sennepsfrø” fra Guds rige, som du planter i dem, vil vokse sig større i dem end noget som helst andet.
Gud har i sin visdom sendt os
sultne for at mætte dem,
tørstige for at læske dem,
fremmede for at vi skal tage os af dem
og nøgne for at vi skal give dem tøj.
Lad os vise dem kristendommens sande ansigt – kristne, der tilbeder Gud i ånd og sandhed og ikke tom afgudsdyrkelse.
Lad os vise dem familier, der er dedikerede til Gud.
Lad os vise dem Helligåndens kraft og åndens frugter, ”kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Galaterbrevet 5, 22-23)-  og ikke lunkne kirker.
Lad os som kristne så Guds rige – også blandt de flygtninge, der kommer til os. Lad os tage imod dem, inden de bliver omfavnet af død ateisme, kold sekularisering eller falder tilbage til islam igen for de føler sig ensomme midt i et fremmed land.
Ræk ud, så de må se Jesus i dig. Der skal ikke det store til, et smil, et venligt ord, en kop kaffe, at man læser et brev for dem fra kommunen – at tage imod deres store gæstfrihed, som de garanteret hurtigt vil vise dig, når de ser den første sprække i vores lukkede danskhed.
Det har ikke noget at gøre med politik, det har noget at gøre med tro, med at leve op til den pagt, som du er blevet døbt til at følge: ”Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Lad os vokse som kristne – vokse i al god gerning, udrustet til al god gerning (2 Tim 3,17) uanset om det så er overfor danskere eller ikke-danskere.
Jeg startede med at sige, at vi kan føle os så små og så magtesløse – men som kristne er du søn og datter af Gud den almægtige. Som kristen er du med til at sprede Guds rige. Det ser småt ud – det du kan gøre – men gør vi det i Guds navn, så vil det bære stor frugt. Planter du et stykke af Guds rige i et menneske, så kan det se så småt ud, når du planter det, men slår det rod i et menneskehjerte, dansk eller syrisk – eller srilankansk, så vil det vokse sig større end noget andet på jorden.