Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:

Folkekirken er vores kirke – vi har gode traditioner. Vi har en salmeskat, der er noget af det smukkeste og mest poetiske, der er skrevet. Vi synes at vi har en teologi, der formår at være en balancegang mellem yderlighederne. Folkekirken er min kirke – på godt og ondt. Og alligevel, så kommer det ikke bag på mig, hvad jeg oplevede for et par uger siden. Vi havde besøg fra Zanzibar ved konfirmandundervisningen – og ved den lejlighed, så blev konfirmanderne bedt om at ordne en masse ting som ”venner”, ”musik”, ”familie”, ”mobiltelefon”, ”mad”, ”rent vand”, ”bøn” og ”kirke”, så de kom med det vigtigste øverst og det mindst vigtige til sidst. Og behøver jeg at sige, at ved hver eneste hold konfirmander, der var ”bøn” og ”kirke” sat som det absolut mindst vigtige?! Vi så derefter resultatet fra konfirmander i Zanzibar – og der var det naturligvis modsat, at ”kirke” og ”bøn” stod øverst som det vigtigste. Kirke og bøn stod over rent vand, familie, uddannelse, tøj.

Og nej, jeg siger ikke det her for at hænge mine konfirmander ud, for jeg forstår dem jo så udmærket. Og jeg begyndte allerede at argumentere inde i mit hoved: ”det skal nok komme”. ”De skal nok en gang få øjnene op for værdien af kirken” – men er det så sikkert? Nogle siger, at det er godt at folk keder sig i kirken, for det er også vigtigt at kede sig. Men er det derfor, at vi kommer i kirke, for at kede os? ”Allerhelst når prædikenen ikke duer, thi så får man sig en lille lur”. Der er nogen, der siger, at det er lidt ligesom at komme på stadion, man får mest ud af det, når man har lært spillereglerne at kende. Men går vi i kirke for at være tilskuere til at præst, kirketjener og organist spiller gudstjeneste for os – eller deltager vi i gudstjenesten med lov og tilbedelse?

Det er vigtigt at standse op og spørge os selv: Hvad gør vi forkert, siden at kirke og bøn ikke når længere op på ranglisten for konfirmanderne? Hvad gør vi rigtigt? Det kan godt være, at vi gør det hele rigtigt, men det er da værd at vi stille spørgsmålet. Hvad gør vi – og hvem gør vi det for? Et det kun for os selv, så det passer ind i vores smag?

Forleden læste jeg legenden om redningsstationen – som i hvert fald fik mig til at tænke lidt nærmere over netop det her. Den foregår på en farlig kyststrækning, hvor der ofte forekom skibbrud. Redningsstationen var ikke andet end en lille hytte og der var ikke andet end en enkelt båd til rådighed. Men de få engagerede medlemmer holdt konstant øje med havet og uden tanker på dem selv, så kastede de sig ud på bølgerne utrætteligt dag og nat i jagten på folk i ulykke. Nogle af dem, der blev reddet og også andre i området, ønskede at blive knyttet til stationen og gav tid og penge for at støtte dette vigtige arbejde. Der blev købt nye både og der blev uddannet flere livreddere. Stationen voksede og blev udvidet og udstyret med alverdens bekvemligheder. Nu blev stationen et populært tilholdssted for dets medlemmer, der brugte huset som et klubhus. Der var nogle af medlemmerne, der ikke var interesseret i selve arbejdet ude på havet, så der blev ansat folk til at gøre det arbejde. Men man holdt stadigvæk fast på hvad man var: Man var en redningsstation – det kunne man se på malerierne på væggen og man havde endda en redningsbåd inde i det store samlingsrum, for at minde hinanden om ens udgangspunkt.

En dag skete der en stor skibskatastrofe og der blev reddet en masse folk i land. De kom kolde, våde og halv-drukne – der var kaos i den smukke klub. Der kom rige og fattige ind, folk fra andre lande og med uforståelige sprog… nogle var endda også møgbeskidte.
I tiden der fulgte var der heftig debat i ejendomskomiteen – medlemmerne var voldsomt spaltede. De fleste af klubbens medlemmer ville stoppe klubbens livgivende aktiviteter, fordi det var ubehageligt og lagde hindringer i vejen for det normale sociale liv i klubben. Nogle holdt fast ved at det jo var stationen egentlige formål – det hed jo stadigvæk en redningsstation. Men de blev nedstemt – og fik at vide, at vist de ville redde liv, og redde så mange forskellige mennesker, der led skibsbrud, så kunne de jo lave deres egen redningsstation længere ned af kysten. Det gjorde de så. Som årene gik, oplevede den station det samme, som der skete med den gamle station. Det udviklede sig til en klub – og så blev der grundlagt endnu en redningsstation. Historien blev ved med at gentage sig selv, så når du i dag kommer hen og besøger kysten, så vil du finde en række af de mest eksklusive klubber. Der sker stadigvæk mange skibbrud ude på havet – men de fleste af de mennesker drukner.
Sådan ender legenden om redningsstationen – og slutter med det åbne spørgsmål: Er vores kirke en eksklusiv klub – eller er det en redningsstation? Er kirke et andet ord for ”vingård”, en arbejdsplads, som vi hører om i dagen tekst, hvor vi er sat for at udføre en mission? En mission, der rækker ud ikke bare for at gøre folk interesserede, men for at de også må gribe og gribes af evangeliet om deres frelse fra synd, død og djævel. At kirken må være den vingård, der er for alle folk af alle aldre, alle samfundslag, alle nationer, Guds bedste og Guds værste børn. At vi må et fællesskab – ikke bare med vores himmelske far og skaber, men et fællesskab med hinanden – et arbejdsfællesskab.

Lignelsen handler om folk, der arbejder i vingården – vi er også kaldet til det arbejde. Vi selv er resultatet af at nogle har reageret på det kald til arbejde og givet os evangeliet. Beholder vi det for os selv, så kommer det ikke videre. Kirken er kun en generation fra at uddø. Tænk, hvis vi, der er her i kirken i dag er dem, der er med til at lukke og slukke efter at kristendommen har haft sit ståsted her i Danmark siden Harald Blåtand. Nu er det os, der står med stafetten – os, der nu hører ordet: ” Gå I også hen i min vingård”.

Jeg siger ikke at vi klare det dårligt her i vores kirke – vi gør det rigtig godt. Vores organister er nogle af de bedste organister i Danmark, og deres arbejde rækker ud efter mange børn og unge, der får præsenteret evangeliet i sang, musik og fællesskab. Vi har kirketjenere, der udøver et stort stykke socialt arbejde for mennesker, der kommer ind i kirken til hverdag. Sådan er enhver af de ansatte i kirken engageret ud over hvad deres stillingsbeskrivelse laver af rammer. Vi gør det godt – men vi kan gøre det bedre, især hvis vi med ”vi” ikke bare tænker på os, der er på lønningslisten, men os alle. Hvis vi alle ser os selv som en del af redningsstationen kirken – ser kirken som vores vingård, hvor vi er kaldet til at bruge hver vores evner og muligheder. Og bruge dem ikke bare for at gøre noget, som rammer vores smag, men fordi andre har brug for det. Kirken er ikke en eksklusiv klub, men den er vel en af de eneste forening eller samfund, der eksisterer for dens ikke-medlemmers skyld.

Vi er kaldet til at arbejde… og det kan da virke surt. Eller også er det en velsignelse – tænk at Gud kalder os ind i sin vingård. Tænk at han ønsker at vi skal være hans hænder til at udbrede evangeliet overalt. Tænk at Gud er så generøs, at han kalder os alle ind i sin kirke – også selv om han ved, at vi hurtigt kan få ejerfornemmelser og tro at vingården er vores. Vi er kaldet til at være hans børn – og vi er kaldet ind i hans vingård som arbejder i hans vingård og som medarbejder i hinandens glæde (2.Kor.1,24 ). Vi får en generøs løn og Gud giver os alle den samme generøse løn, frelsen, uanset hvad, uafhængigt af vores indsats. Han giver det samme ikke kun til dem, der er kirke i Mellemøsten, hvor det at være kirke er lig med forfølgelse og lidelse – det er de arbejdere i lignelsen, ”der har båret dagens byrde og hede”. Vi får den samme løn i vores kirke, os – ”De sidste dér har kun arbejdet én time”. Lønnen er den samme om fronten mod den onde er voldelig forfølgelse – eller om fronten mod det onde ligner en ”flødeskumsfront”.  Det er først, når vi kan se hvor rigt vi er velsignet, om vi så har arbejdet meget eller lidt i hans vingård, det er først der at vi kan give tilbage helt fra hjertet. Vores arbejde i vingården begynder med Guds velsignelse, der resultere i vores taknemmelighed og lovsang som respons. Det er først med den taknemmelighed i hjertet, at vi rigtig kan se, at vi alle har brug for kirken, ikke bare os. Det er først dér vi kan se, at det vi ”besidder” i kirken er alt for stort til at vi kan beholde det for os selv i den indpakning, som vi bedst selv kan lide. Så lad os se på kirken som en livredder-station – hvor vi er dem, der er blevet reddet, og som har brug for fortsat at blive reddet. Lad Guds generøsitet slå benene væk under os – for det viser sig, at ejeren af vingården ikke bare vil give os arbejdere efter fortjeneste, men give os nåde over nåde – ja, han bøjer sig ned og tager os til sig, ikke bare som medarbejdere, men som sin kirke på jord, sin himmelske brud:

Da ved jeg vist, mit øje får
et herligt syn at se,
når det mod verdens aften går,
når endt er lyst og ve:
Guds rige står i stråleskrud,
Krist hentet har sin dyre brud
af alle stammer, fra hver egn.
Med hver sin sejerskrans som tegn
i jubelkor
de priser Herren stor.