Mit manuskript til oplæg om sorg og sorggrupper til Biecentret 1. marts 2016

Indledning
Nu har vi lige hørt Pers´ historie. Om hans personlige sorg og oplevelse.

Jeg vil ikke lige fortælle min historie – men kigge lidt mere generelt på
– Hvad er sorg for en størrelse?
– Kan vi gøre noget for at fjerne sorgen?
– Hvad er en sorggruppe? Hvad kan en sorggruppe gøre?

Den tomme stol
Jeg er præst, så jeg tager udgangspunkt i et lille vers fra bibelen:
I husker nok Kong David fra bibelhistorien – David, fårehyrden, der slog kæmpen Goliat ihjel og til sidst blev konge i Israel. Men på vejen til kongestolen var der mange, der gerne ville rydde ham af vejen, og på et tidspunkt betroede David sig til sin eneste rigtig gode ven: ”Så sandt Herren lever, så sandt du lever: Der er kun et skridt mellem mig og døden!” (1 Sam 20,3).

Der er kun et skridt mellem mig og døden – det er selvfølgelig sagt ind i den situation, som David var i, men på en eller anden måde rammer David jo alligevel noget som vi mennesker kender alt for godt og som vi lever med hver eneste dag i vores liv: Døden, der når som helst kan slå ned i os – eller måske endnu værre: døden rammer en af vore kære, så det er os, der sidder alene tilbage.

Døden kommer – der er kun et skridt mellem mig og døden. Mellem mine kære og døden. Der er meget stor sandsynlighed for at mange af jer har oplevet at miste – at sidde ved et dødsleje, måske ved en ægtefælle, et barn.
Der er rigtig stor sandsynlighed for at der hjemme hos dig står en tom stol – eller at du kender en, der har en tom stol stående.
– det kan være den lænestol, hvor han eller hun altid sad.
– Det kan være stolen ved spisebordet.
En tom stol…. Der mangler en.

På en måde kan denne tomme stol godt symbolisere sorgen og savnet. Og jeg kan fortælle en masse smukke ting om sorgen, som vi kan sidde og nikke bekræftende til, men det ændrer ikke, at det gør ondt helt herinde. Det gør ikke det, som vi dybest set gerne vil: Nemlig have fyldt den stol op igen. Ikke med en ny person – men med ham eller hende, der plejede at sidde dér. Sorgen gør ondt – sorgen er den tunge byrde, der næsten kan føles fysisk i vores bryst, der tynger nedad.

Sorg-pillen
Prøv forestil dig, at man kunne lave en pille, som tog den smerte fra os. Som tog sorgen fra os – som tog den byrde fra os, som tynger os nedad. Lad os sige, at det her er pillen – den er godt nok dyr, men da du er medlem af sygekassen Danmark, så får du den til en rimelig pris. Ville du så tage den?
Jeg tror at forhåndsinteressen for sådan en pille ville kæmpe stor – jeg tror da egentlig også, at jeg gerne vil tage sådan en pille. Men ligge inden, jeg sluger den, vil jeg gerne vide: Er der nogle bivirkninger? Ja, der er den bivirkning, at du så glemmer alt om den person, som nu er væk? Alt! Ville du så tage den pille?

Der er en film, der hedder, ”Evigtsolskin i et pletfrit sind” med skuespillerne Jim Carrey og Kate Winslet, der handler netop om at det er muligt at fjerne sorgen og savnet, men at man så også sletter alle de gode minder, der er. Alt det gode, kærligheden – fællesskabet – turene til Harzen – hver eneste aftensmad, som hun har lavet. Hver eneste gang han var møg-irriterende, fordi han glemte at tage sine beskidte sko af, inden han gik ind fra haven…. alt: Væk!

Ville du så tage den pille?
Jeg vil sige: NEJ TAK!
Sorgen og savnet er også en bivirkning – nemlig en bivirkning af kærlighed. Og egentlig burde man lade være med at involvere sig med andre mennesker, for hver eneste gang vi gør det, så løber vi risikoen for lidelse.

Forfatteren Svend Aage Madsen giver løsningen på det problem i bogen, Se dagens lys: For i den bog, der vågner man op hver eneste morgen i et nyt hjem, med en ny ægtefælle, man har måske børn – og man har nye venner og et nyt arbejde. Man når ikke at binde sig til nogen, så derfor har man også fjernet sorgen. Smart, ikke? Der er også en grund til at historien er science fiction – det er fantasi, det kan ikke lade sig gøre. Og historien viser også, at det ikke kan lade sig gøre – for den handler om en mand, der siger: Jeg vil forbinde mig, jeg vil kærligheden – om det så betyder, at jeg også må tage smerten og sorgen til mig.
Johannes Møllehave sætter det på spidsen og siger et sted, at hvis to mennesker elsker hinanden, så kan det kun ende ulykkeligt. For den ene vil uvilkårligt dø før den anden. Og derfor er det utopisk at forestille sig, at vi kan gå gennem livet uden sorger.
Og så har jeg allerede afsløret min holdning til sorgen: Den er en del af livet! Vil vi levet livet fuldt ud, vil vi leve med glæden og kærligheden i livet, så er vi også nødt til at leve med sorgen.
For mig at se er sorgen ikke en sygdom, der skal kurreres med en pille – den skal ikke forveksles med en depression. Og ja, den kan udvikle sig til en depression og til en sygdom, men så har vi fat på noget helt andet. Så vidt jeg er orienteret, så er det meget sjældent, at sorg udvikler sig til en sygelig tilstand – som bare bliver ved og bliver ved. Det er en anden sag – det er ikke sorg: Det er depression – når sorgen udvikler sig til en sygdom. For ellers ser jeg ikke sorgen som en tunnel, vi skal igennem. Jeg ser den som et landskab, vi skal lære at leve i.

Og så har jeg allerede løftet sløret for at jeg ikke tror, at vi kan gøre noget for at fjerne sorgen – for det indebærer, at vi er nødt til at fjerne noget, som vi ikke vil af med: Minderne om vore kære. For sorgen er jo netop, at de minder er afsluttede minder, og ikke minder, vi kan tage op og gentage.
Vi skal ikke igennem sorgen, men lære at leve med sorgen og savnet. Vi skal placere sorgen, sådan at den får sin rette plads i vort liv, så den ikke lammer vores liv videre. Vi skal lære at leve med ensomheden. Ægtefæller, der har mistet, skal pludselig vende sig til at efter en super god aften, hvor man for en gang skyld har moret sig, så kommer man hjem til …. Ingen ting! Ensomheden sidder og venter i længestolen på en: Velkommen hjem!
– Man skal lære at man pludselig ikke har en at gå i byen med – og måske også overvinde den tanke, at folk ikke rigtig ved, hvor man skal placere en henne, blandt alle de gifte folk.
– Lære at leve med at vi ikke kan alt – der er en grænse for hvad vi kan som mennesker, og den grænser har vi nået ved døden.

Den menneskelige magtesløshed
Når vi når til døden, så når vi også til grænsen for den menneskelige magt – vi ser, at vi mennesker faktisk når at kommer til alt er magtesløse – der er grænser for vores magt.

Det, der er sket, er at de mennesker er kommet til grænsen for hvad vi formår – grænsen for den menneskelige formåen og støder hovedet imod. Så står man dér, magtesløst.
Og det er ikke rart at stå i magtesløsheden – jeg har selv oplevet at stå og gøre en kær klar til at komme i kisten. Mit hoved ville slet ikke acceptere at hun var død. ”Der må da være noget, der kan gøres. Der må da være et eller andet sted, hvor jeg kan klage og så få hende tilbage igen. Der må da være noget, lægen kan gøre”.
Det er det, som mange kommer til præsten og spørger efter: ”Giv mig et redskab, så jeg kan flytte grænsen for min magt – bare lige lidt.” Men sådan et redskab findes ikke”. Vi kan forsøge, men vi vil ødelægge os selv i forsøget. 
Hvad skal man så gøre?  Grundtvig siger det i den sang, vi skal synge til sidst:
”Når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved Fadervor at bede”.
Sådan sang man i gamle dage. Der ligger noget resignation i at bede, for så har man erkendt sin magtesløshed. Jeg orker ikke mere, jeg kan ikke mere. Jeg er nået til grænsen for min egen formåen og magt: Tag du over.

Første skridt til at gøre sorgen en del af ens nye landskab er at erkende sin magtesløshed – uanset om man så ser sig som troende eller ej. At man måske også ser det som noget positivt, at være løst fra magten. For er man løst fra magten, så behøver man heller ikke at være udfarende og aktiv. For jeg kan ikke gøre noget for at ændre min situation – men jeg kan begynde at leve mit liv i den nye situation, i det nye landskab.

Sorgen – skal ikke overstås
Ser man sorgen som en tunnel, man skal igennem, så ser man også sorgen som noget, der skal overstås og så er alting som førhen. Men tingene bliver aldrig som de var førhen – plejer er død sammen med min mand. Tingene er ikke som de plejer – for min mand plejer ikke at være død.
Og det er det, der virkelig irriterer vennerne omkring den sørgende: For hvornår er du tilbage igen? Hvornår kan vi genoptage livet med dig som vi plejer? Hvornår er du kommet videre?
Der er en massiv opbakning til os – den første stykke tid, for pludselig bliver det hverdag igen.
Besøgene aftager.
Der er ikke længere de samme, der vil lægge øre til vores sorg.
De siger det ikke direkte, men man kan mærke det lidt: Folk er blevet lidt trætte af at høre os fortælle.
Folk synes, at nu er det vist tid til at vi kommer videre – vi kan måske ikke lide at være til besvær med vores dumme sorg. Så vi gemmer det væk, vi spiller skuespil, så når folk spørger: ”Hvordan går det?” – så smiler vi og siger, at vi har det meget godt. Men det passer bare ikke.

Der var en gang en mand, der kom ind til sin læge – og det lyste ud af ham: Depression. Og ganske rigtigt: Manden havde det forfærdeligt – han kunne ikke glæde sig over noget som helst, alt var bare sort i sort.
Lægen kunne godt se, at det her var en langstrakt behandling, der lå foran den mand – men måske kunne han give manden lidt nødhjælp. Lidt til at få tankerne afledt bare ganske lidt: Cirkus er i byen – og dér har de Danmarks sjoveste klovn. Han er simpelthen så morsom – gør dig selv den tjeneste og gå ned og se den klovn. Manden rejste sig op – og så om muligt endnu mere bedrøvet ud: ”Det er mig, der klovnen”. Og så gik han.

Hvor har jeg mødt mange mennesker, der i overført betydning har spillet skuespil – ikke nødvendigvis spillet klovn, men i hvert fald skjult det, der rørte sig i dem selv, for ”nu skulle man være kommet videre” – men det er man måske bare ikke alligevel. Og selv flere år efter, så kan sorgen og smerten pludselig vende tilbage: Så kommer de forskellige årsdage, markeringer, helligdage, fødselsdage – og hver gang mærkes det som et slag i ansigtet. ”Nej, han er der ikke mere” – ”nej, hun er der ikke mere” – stolen er tom.

Hvad gør man så, når man når dertil, hvor man ikke vil belemre ens venner længere med ens sorg? Hvor man ikke vil lægge sine kære til last, sine børn, ”for de har jo også deres sorg at kæmpe med, så skal de jo ikke også bære min sorg”?

Man kan jo forsøge at glemme det? Glemme sorgen – fylde ens liv ud med en masse nye ting. Og vi mænd er nok de værste til det – byggemarkedet STARK har et slogan, der hedder: Det skal bygges væk. Vi mænd kan ikke lide at snakke om vores sorg, for ”en mand må jo ikke græde, og jeg kunne jo komme til at græde, når jeg taler om Ingrid”. Så vi mænd går hellere ud og bygger et skur, end at vi gør noget som helst andet.

Det skal tales væk!
Det skal ikke bygges væk, jeg tror det skal tales væk. Vi skal snakke om sorgen. Vi skal fortælle om de mennesker, som vi har mistet, så vi kan bygge en bro fra tilintetgørelse til liv og redde dem, vi har elsket, fra glemslen
Sorg og savn kan ikke bare glemmes – tværtimod er det min erfaring, at tales det ikke igennem, tales det ikke væk, så vil det komme tilbage med renters rente. Regningen skal betales.
Vi har brug for at nogen bryder sig om os.
Vi har brug for at nogen lytter.
Vi har brug for at nogen forstår os.
Og det kan være, at det er en af grundene til at vi ikke åbner op og fortæller, for vi møder ikke nogen, der forstår os. Eller også forsøger de at trøste os – og vi vil måske ikke trøstes, men vi vil måske bare fortælle. Det går mere og mere op for mig, at mennesker, der bliver ramt af sorg har to problemer. Det ene er naturligvis selv sorgen. Og det andet problem er andres trøst – og da især, hvis det får sådan en religiøs overtone – vi kan ikke bruge det til noget.
– “Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet”.
– “Gud plukker altid de flotteste blomster først”.
“Ja – du kan nok ikke se det nu, men der er en mening med det”.
– “I skal bare se at få jer et nyt barn, så… ”
– “Du ved jo ikke hvor meget han er bliver skånet for ved at dø så hurtig”.

Sorggruppe
Når vi har hørt på en masse af det, så lukker vi til sidst af, så prøver vi om vi ikke nok kan klare det selv. Og ved du hvad:
– Du kan prøve at kæmpe dig selv igennem det
– du kan prøve om du kan være som Münchhausen, der løftede sig selv op med hårene
– eller du kan overveje det tilbud, som vi blandt andet har her i Hobro Kirke, nemlig vores sorggrupper.
Hver anden torsdag formiddag og eftermiddag mødes nogle mennesker, der har to ting tilfælles: 1) De har mistet noget stort i deres liv. 2) De ønsker at leve videre – selv om de har mistet.

Og jeg synes virkelig det er et godt tilbud vi har. Ikke at vi kan sige, at det hjælper bedre end noget andet. Vi kan bare sige, at vi har oplevet rigtig mange, som har deltaget i vores sorggrupper,
– som har fået mere mod på livet.

– Hvor sorgen stadigvæk er der – men ikke er lammende for dem, så de ikke kan beskæftige sig med noget som helst andet og tænke på noget andet.
– Som har fået nye venner i deltager i sorggruppen, så de ikke sidder alene f.eks. nytårsaften – så de har en at ringe til og være sammen med, når sorgen pludselig skruer op for intensiteten.

Det har vi set: Men vi kan jo ikke sige, at det skete kun fordi de tog i sorggruppe – det kunne jo lige så godt være sket UDEN at de var begyndt i sorggruppen. Men vi kan bare se det som en meget store hjælp – det er jo ikke til at lave noget videnskabeligt dokumenterbart, fordi ingen er ens. Ingen sorg en ens, intet menneske er ens.

Og hvad er så sådan et sorggruppe? Eller jeg vil hellere prøve spørge omvend: Hvad er en sorggruppe ikke?

Sorggruppen er ikke et sted, hvor man sidder og græder … hele tiden
Noget af det mest livsbekræftende, jeg har været med til her i min tid i Hobro er faktisk arbejdet med sorg – i sorggruppen. For ja, naturligvis bliver der grædt – men det er ikke sådan, at vi sidder i to timer og græder snot. Jeg tror, at der lige så meget bliver grinet som der bliver grædt. Det er faktisk en rigtig god oplevelse – og dejligt at opleve mennesker, der kommer knust og som efter et års tid pludselig mere og mere begynder at rette sig op, klar til det nye stykke liv, der ligger foran dem.

Sorggruppen er ikke et sted, hvor man bliver trøstet
Eva Jørgensen skriver i sin bog, Sorrig og glæde (s. 57).
”Jeg er efterhånden træt af at høre folk fortælle, hvor kede af det, de selv er. Hvad kan jeg bruge deres sorg til? Skal jeg trøste dem, eller hvad regner de med?
Ordet kondolere er jeg også blevet allergisk over for. Eller måske er det snarere den fremmedgjorte måde, folk bruger det på. Som en latinsk gøgeunge, der pludselig plumper ud af reden med almindelige ord. Og jeg er allermest træt af den opfølgning, de fleste tyr til i tvasheden efter min tak.
– Men hvor ER det dog godt, at du har Elias.
Øh, ja. Det kan vi godt blive enige om. Men hvad med at holde skæg for sig og snot for sig. Jeg savner ikke min mand mindre af den grund. Folk kan bare ikke bære at bevidne det sørgelige. De vil fikse, trøste, aflede opmærksomheden for at få det bedre selv. Undgå konfrontationen med livets skrøbelighed”

Du bliver ikke trøstet i en sorggruppe – for det hjælper ikke at trøste den trøstesløse. At trøste er at forsøge at gøre sorgen mindre, og det skal vi ikke. Vi skal lære, at den er der. Som en eksistensform – som et nyt landsskab, vi skal bevæge os i.

I Bibelen læser vi om Job, der sidder i sin elendighed og har mistet sine børn og alt hvad han ejer – og så bliver han overfaldet af sine velmenende venner, der vil trøste ham og give ham gode råd. Og så er det Job siger guldkornene til vennerne: “Hør dog på, hvad jeg har at sige, lad det være den trøst I kan give mig” (Job 21,1-2). Den trøst, du kan give mig, er at du lytter. Og det får du her i sorggruppen – det er ikke psykologer du vil møde, det er medmennesker i en selvhjælpsgruppe. Du får nogle, der interesserer sig for dig, nogle, som ved hvad du er igennem, for de har selv oplevet noget, der svarer til. Du vil møde mennesker, der har tid til at lytte – og som også selv kan lytte til. Du vil opdage, at du ikke er den eneste i verden, der har det som du har det – du vil opdage, at du ikke er bimmelim og ved at blive småskør. Andre har oplevet det samme.

Sorggruppen er ikke et sted, der bliver træt af at høre din historie
– tværtimod er der villige ører, der gerne lytter til din historie igen – lige som du også er villig til at høre hvad de siger.

Sorggruppen er ikke et sted, hvor man får gode råd
Her vil du ikke møde gode råd – jeg giver aldrig gode råd, for jeg har for mange gode råd, så jeg ved, at jeg ikke kan bruge dem til noget. Et godt råd er måske kun godt for den, der siger det – og måske ikke for den anden.
Man vil ikke komme til at høre: ”Hvis jeg var dig, så ville jeg gøre sådan og sådan…” – for du er ikke mig, og jeg er ikke dig. Hvad der er godt for dig, er ikke nødvendigvis godt for mig. Men derfor kan man jo godt lytte til hvad andre har oplevet – og selv drage sine erfaringer.

Sorggruppen er ikke et sted, hvor man får taget sorgen fra en.
Som jeg har sagt: Vi kan ikke fjerne sorgen uden at fjerne minderne og alt det gode.
En fra en sorggruppe siger det på den her måde: ”Vi skal aldrig tro, at vi kan tage sorgen fra nogen. Men i en sorggruppe kan vi være fælles om ensomheden, mens vi vænner os til et liv med en eller flere tomme stole rundt om bordet”.
Og netop det er vigtigt i en sorggruppe: Fællesskabet. I sorggruppen kan man finde et fællesskab af ligesindede – så man ikke er alene med sine reaktioner. For sidder man dér alene med sin sorg, kan man nogen gange gå hen og føle, at man er blevet fuldstændig gal. Det er da ikke normalt at tænke sådan og sådan. Når man sidder med tanken om at det faktisk var godt at ham eller hende døde – så kan man hurtig blive ramt af skamfølelse og skyldfølelse, for sådan kan man da ikke tænke!
Det er da sygeligt, at jeg faktisk misunder ham eller hende, der er død.. Gid det havde været mig, der var død. 

Sorggruppen er ikke et sted, hvor man bliver ramt af forargelse og frygt
Tanker om snart at følge efter – måske endda tage sit eget liv.
Tanken om at man faktisk er misundelig på den afdøde, at det er ham/hende, der er død, imens jeg er ladt tilbage.
I stedet for chok og ”det må du da ikke sige/tænke” – så møder man sikkert: ”Ved du hvad – sådan har jeg også tænkt. Jeg kender det”.

Sorggruppe er ikke et sted, hvor der bliver drevet terapi
Vi er ikke terapeuter og psykologer – vi har ikke en eller anden plan. Vi vil ikke have dig et bestemt sted hen, men vi vil hjælpe dig til at komme hen til det sted, hvor du har brug for at være.
Ja, jeg er præst – men man skal ikke være kristen eller blive kristen af at være i en sorggruppe. Jeg spiller med de kort, som jeg som præst har fået givet – og den, der er ikke troende gør det samme.
Der skal bare være åbenhed for at man er forskellighed.

Det er hvad sorggruppen ikke er – her er hvad sorggruppen er:

Sorggruppen er mulighed for fællesskab

Sorggruppen er belagt med tavshedspligt

Sorggruppen er et sted, hvor man ikke skal forsvare sig – men bare kan sige: Sådan har jeg det

Sorggruppen er et sted, hvor man under ordnede forhold gradvist kan åbne op.
Vi har kørt gruppen i 2-3 år og forfiner det mere og mere.
Vi kører det ned til et forløb sådan at vi mødes 10 gange – med et emne for hver gang.
Hovedoverskrifterne er
Forholdet til afdøde
, hvor vi taler
– om hvordan forløbet har været frem til døden
– begravelsen / bisættelsen 
– minder – taknemmelighed – mærkedage

Forholdet til mig selv
– Sorgen og sorgreaktioner – din egen sorg – rastløshed
– Hvad nu – Forandringen – taknemlighed
– Identitet (hvem er jeg nu, føler mig som et halvt menneske)
Forholdet til andre
– ”Du er vel kommet videre”
– Om ensomhed

Forholdet til fremtiden

Hver eneste gang vi mødes drikker vi en kop kaffe – så er der et lille oplæg og derefter en samtale om det emne. Folk har forberedt sig hjemme og deler nogle af de tanker, der er dukket op dér.

Til dig, der ikke selv har mistet
Det var lidt om sorg og sorggruppen – men hvad hvis jeg ikke lige står i sorg og savn? For nu forstår jeg, at man ikke skal trøste, man skal ikke forsøge at komme med gode råd…. som ven og pårørende kan man nok stå magtesløs. Lige som den, der har mistet er magtesløs, så kan vi også føle os magtesløse.

…. Og det er måske første skridt i at hjælpe den anden, at man erkender, at man er samme sted som den anden: Du ved heller ikke hvad du skal gøre. Du ved heller ikke hvad du skal sige.
Jamen så lad være med at sige noget – og lyt.
– Og være tålmodig i din lytten.
– Lyt mere end du taler.
– Stil spørgsmål i stedet for at komme med svar

Henvis til vores sorggruppe!