Sidste weekend gik jeg igennem gågaden i Flensburg med min familie – julemarked. Mennesker, der hygger sig og går i duften af glühwein, pandekager og Brockwurst over åben grill. Tanken slog mig faktisk et øjeblik – hvor ville jeg søge hen med min familie, hvis der pludselig kom en lastbil tordnende ned igennem gågaden og splintrede boderne? Men jeg slog det hen: Sådan noget sker ikke mere.
Fredag aften klokken 19.02 i Magdeburg skete det så igen – det tog 3 minutter, og så blev den 50 årige læge anholdt og efterlod sig et spor af død og lemlæstelser. Det gør ondt at tænkte på dem, der har mistet et elsket menneske, dem, der ligger og svæver mellem liv og død og de mange der står tilbage med frygt, sorg og spørgsmål – magtesløse. Håbløse.
I går viste der sig to veje i Magdeburg. Et sted i centrum samledes mere end 700 demonstranter med bannere med teksten ”Remigration”. Altså en opfordring til indvandrende om at rejse hjem. Maskerede demonstranter kom i vrede i karambolage med politiet.

Heldigvis samledes mange flere rundt om domkirken i Magdeburg, hvor der var en mindegudstjeneste. Biskop Gerhard Feige sagde – sikkert udvidende om hvad der skete andre steder i byen: ”Vi er her, fordi vi ikke vil lade hadet og volden få det sidste ord. Måske er vi af samme mening som Frans af Assisi, der sagde: ”Man kan ikke kæmpe mod natten; men man kan tænde et lys”.
Natten er over os. Det så vi i Magdeburg, det ser vi i Ukraine, Israel bare for at vende blikket mod de to mest iøjnefaldende. Rusland, der truer med en atomar nat. Og ja, indtil videre er det kun ord, men Krige begynder i menneskers sind, og ordene, der fylder disse sind, er brændstoffet.

Natten kan også være på det personlige plan: Der findes ensomhedens nat, sygdommens nat og natten for dem, der har oplevet sorg, depression og fortvivlelse og derfor har begravet håbet, eller som har mistet nogen: Alle disse mennesker kender til nattens magt. De ved: Man kan ikke kæmpe mod natten. Den er dér.

Vi taler og synger om håb, men hvad hjælper det at holde håbet op for os, når verden omkring os er så mørk, at vi ikke kan se en hånd for os? Vi kan tænde lys. Det gør vi rent konkret: Om vinteren tænder rigtig mange af os levende lys i vores stuer, vi har lyskæder i tagrenderne og Christianfelder-stejerne i vinduerne. Vi gør det eneste, vi kan gøre imod mørket: VI tænder lys. Natten bliver ved med at omslutte os, vi kan ikke forkorte den, men vi kan varme os ved lyset, oplyse os selv midt i mørket.

”Man kan ikke kæmpe mod natten; men man kan tænde et lys”. Lad os tænde et lys. Og kan vi ikke selv tænde et lys, så lad Gud tænde et lys i os, for dybest set, så er det ikke os, der skal tænde lys, vi skal tage imod lyset, der kommer til os. Kommer fra Herren, vores lys. Jesus, som er verdens lys. Johannes Døberen vidste, at han ikke selv skulle tænde lys; han kendte sin egen afmagt og ringhed: “Jeg er ikke værdig til at løse remmen på hans sandal.” Det er ikke vores egen kraft, der skaber lyset, men Kristus i os. Han er den store.
Johannes Døberen peger i dagens tekst væk fra sig selv og mod Kristus. Johannes ved, at hans kald ikke er at være centrum for opmærksomheden, men at bane vejen for lyset, der allerede var midt iblandt dem: “Midt iblandt jer står han, som I ikke kender,” siger Johannes.

Desværre gælder den sætning ikke bare jøderne fra Jerusalem, der kom til Johannes den dag, Det kan faktisk godt også gælde os: “Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”.
Hvordan kan det gælde os? Hvordan kan vi ikke kende ham? Vi ved alt om Jesus. Vi kender hans navn, hans historie og hans gerninger. At han blev født, at han levede og døde for at opstå igen. Men kender vi ham virkelig? Kender vi ham som vores frelser? Kender vi ham som det lys, der kan skinne i vores mørke, vores nat lige nu.

Nogle gange kan natten omkring os være så voldsom, at vi ikke kan se ham. Mørket af frygt, sorg eller ondskab kan sløre vores blik, så vi ikke længere kan genkende hans nærvær. Vi ved måske, at han er der, men vi kan ikke mærke det. Vi har svært ved at tro det, helt herinde. Hans karaktertræk – hans kærlighed, barmhjertighed og fred – kan synes fjerne, næsten skjulte, når vi står midt i mørket. Vi føler os ene.

Som vi lige har sunget:

Og går du her som en af dem,
der ingen stjerne ser,
og synes julens Betlehem
dig fjern fra det der sker (lyt til salmen her)

Johannes’ ord minder os om, at Jesus stadig er iblandt os, selv når vi ikke kan se ham. Han er der i de små glimt af godhed og håb, vi oplever. F.eks. de mange der midt i glasskår og kaos, hvor man ikke vidste om det her bare var starten på et større angreb, at de gik i gang med førstehjælp.
Jesus er der i mennesker, der bringer lys til andres mørke. Og han er der som et løfte – et lys, der aldrig slukker, selv når vi ikke kan genkende det. Måske er vores opgave netop at søge ham midt i mørket og bede om, at vi må kende ham som vores frelser, vores lys, vores håb.

At kende Jesus kræver at vi åbner os for ham. Det er svært at lukke lyset og håbet ind, når vejen ind til vores hjerter er ujævn og blokeret af alt muligt. Johannes kommer med en opfordring til os: ”Jævn Herrens vej!”.
Hvad står i vejen for lyset i os? Er det frygt, der lukker vores hjerter? Er det bitterhed, som skygger for glæden? Eller er det ligegyldighed, som gør, at vi ikke ser behovet for at tage imod lyset? Er det fordi vi egentlig ikke tror, at Jesus er lyset, fordi vi så mange gange er blevet skuffet – skuffet på Gud? Spørgsmålet har sikkert mange svar – spørgsmålet: Hvorfor klamrer vi os til natten, når Gud vil tænde et lys i os?

At jævne Herrens vej handler om at rydde ud i alt det, der forhindrer Guds kærlighed i at trænge igennem til os. Det kræver, at vi ser ærligt på os selv og tør give slip på det, der binder os til mørket – vrede, skyld, stolthed eller tvivl. Det er en proces, der kan være smertefuld, fordi det kræver, at vi åbner vores hjerter for Gud og lader ham forvandle os.

I salmen: Tak og ære være Gud, synger vi:
Drag, o Jesus, ind til mig,

Lad ham bane vejen. Her her ligger håbet: Vi er ikke alene i dette. Nogle gange kan vi være så udmattede, at vi ikke orker at jævne noget som helst, men Gud er med os i arbejdet. Vejen selv du bane dig.
Jævn Herrens vej. Vi kan begynde med små skridt:
Vi kan bede til Gud, at han må vise os, hvad der blokerer for vores tro og blokere ind i vores hjerte.
Vi kan lade Bibelen være en kilde til vejledning og opmuntring.
Vi kan gøre Jesu kærlighed synlig i vores handlinger over for andre. Den norske sanger Hans-Inger Fagervik siger i en sang, der læner sig op ad Frans af Assisi´s ord::
Lad os tænde lys – i stedet for at forbande mørket
Lad os tænde håb – for den, der synes at alt ser håbløst ud
Lad os giv lidt vand – til den, der lever i tørke
Lad os give varme – til den, der fryser

Lad os opsøge kristent fællesskab, hvor troen kan styrkes og næres.

Denne adventstid, mens vi tænder lys i vores hjem og i vores kirke, lad os også tænde lys i vores hjerter. Lad os bede Gud om at lade hans lys fylde os, så vi kan bringe det ud til verden – en verden, der hungrer efter håb og fred. Og måske føler vi, at vi kun har en lille blafrende flamme, der kæmper for at holde sig i live, så det nok. For lyset skinner i mørket, og mørket vil ikke overvinde det.

Og lad os huske Johannes’ ord: “Midt iblandt jer står han.” Jesus, verdens lys, er allerede her. Han står midt iblandt os – ikke som en fjern og uopnåelig frelser, men som en, der ønsker at være nær, en, der ønsker at skinne sit lys ind i vores liv. Han kalder os til at tage imod ham, ikke blot som en historisk skikkelse eller som en idé, men som vores levende Herre og frelser.

Og selv når vi føler os svage og utilstrækkelige, minder han os om, at det ikke afhænger af vores egen styrke, men af hans kraft i os.

Midt iblandt os står han – og han kalder os til at være hans lys i verden. Må vi svare på den kaldelse og lade ham lyse for os, i os og igennem os, i dag og alle dage.
I går var det vintersolhverv – vi går mod lysere tider. Adventen er håbet om at vi går mod lysere tider. Ja, natten er over os, men morgenstunden nærmer sig.