Hvad bekymrer du dig mest over i livet? Er det økonomien? Er det dit ægteskab? Er det dit arbejde? Bekymrer du dig over dit helbred? Over dine børn? Lige meget hvad du bekymrer dig over, så er det ikke Guds mening med os, at vi skal være bekymrede. Jesus taler meget om bekymringer, og siger her et sted: ”I skal ikke bekymre jer”. Et af stederne siger han ”I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske far ved, at I trænger til alt dette?” (Matthæusevangeliet 6,31-32).
Vi skal ikke bekymre os om fortiden, og det vi har gjort dér, for vi kan ikke gå tilbage og ændre det. Vi skal ikke bekymre os om fremtiden, for vi lever ikke i fremtiden – vi er sat til at leve nu og her… Bekymringen kan ødelægge vores glæde og liv. Bekymringen kan ødelægge vores helbred. Bekymringen kan ødelægge vores tro. Og det er netop i vores tro, at vi skal finde en vej ud af bekymringerne.
Prøv, stil dig selv disse spørgsmål: Tror jeg der er en Gud? Tror jeg, at Gud elsker mig? Tror jeg at Gud har kontrol over tingene? Tror jeg, at Gud svarer bønner? Tror jeg, at Gud holder sine løfter? Tror jeg – som Paulus skriver i Romerbrevet – at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldede? Hvis du kan svare ja på disse spørgsmål, hvorfor er du så bekymret? Det er ikke Guds vilje, at du skal være bekymret. Hvis Jesus mente, at vi på en eller anden måde skulle være bekymrede alligevel, så ville han vel ikke sige det modsatte.
For dig, der tror på Gud som din far – som ser hen til Jesus som din frelser – hør: Vær ikke bekymret. At bekymre sig passer ikke for Guds børn. Jesus sagde ikke det her bare for at få os til at føle os bedre tilpas, men fordi det ikke er nødvendigt for os at være bekymret. Det passer sig ikke for mennesker, der er elsket af Gud den almægtige, der kalder os sine børn – os, hvis navne er skrevet i livets bog – hvis synder er tilgivet. Det burde være langt fra os at bekymre os. Han vil at vi skal leve vores liv i glæde og kærlighed og tjene ham dér hvor vi er sat. Bekymringer er ikke bare harmløse, men kan ødelægge vores liv – kan gøre, at vi ikke fuldt ud lever.
Hvad hjælper det at bekymre sig? Ikke noget! Der er ingen grund til at bekymre os – hvad giver det os, hvis vi bekymrer os? Jesus siger: “Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”, siger Jesus. Lige meget hvad vi gør, så kan vi ikke lægge et eneste minut ekstra til vores liv i den anden ende……. Vi kan forkorte vores liv ved at bekymre os, men ikke forlænge det. Alt det ligger i Guds hænder – vores liv er tegnet i Guds hånd. Det er op til ham – vi kan hverken gøre fra eller til…… Vi kan ikke lægge et eneste sekund til vores liv, hvorfor skal vi så bekymre os?
Når problemerne rammer ind i dit liv, så husk, at Gud er med dig, og kender dine behov. Om du kan, så løft blikket et øjeblik væk fra dine bekymringer, og op på Gud, og se dine problemer i lyset af din tro. I lyset af din tro på en almægtig Gud. I lyset af din tro på en kærlig Gud. I lyset af din tro på en Gud, som vi kan kalde far og frelser. Du skal ikke lukke øjnene for dine problemer – men i stedet for kun at se problemet, og lade problemet vokse sig op og skygge for alt andet, så skal du se på problemet i lyset af din tro. Uanset hvad, så skal du ikke tabe Gud ud af syne. Vi har en stor Gud!