Spørgsmålet blev rejst overfor chefforhandleren for sygeplejerskerne i et interview på Danmarks Radio. ”Du blev uddannet sygeplejerske – var det et kald for dig?”. Selv om det kun er et par minutter siden, jeg hørte udsendelsen, så kan jeg faktisk ikke huske, hvad hun svarede. Hun sagde en masse ting – så det var sikkert et rigtig politiker-svar, der kan tolkes som et ja, et nej og et måske.
Og det er jo også et træls spørgsmål at blive stillet, for svarer man nej til det, så står man som en kold lønarbejder uden varme hænder, en lønslave, der kigger på klokken og ikke går på arbejde, fordi man brænder for det, men fordi der jo skal mad på bordet og strøm til bilen.
Ved sidste strejke fra sygeplejerskerne var slagordet: ”Florence Nightingale er død”. Nightingale den selvopofrende sygeplejerske, der under Krimkrigen ydede en forbilledlig indsats uden skelen til egen gevinst eller sundhed. Slagordet blev hurtigt omarbejdet til ”Florence Nightingale er blevet til Elizabeth Arden”. Arden, der er kendt for en anden slags pleje, mest af den luksuøse art (i en parentes fortalt, så hed Elizabeth Arden i virkeligheden Florence Nightingale Graham, så sammenligningen lå lige for- Forskellen mellem de to nattergaler er dog ret tydelig).
Sagde chefforhandleren et klart ja til spørgsmålet, at det var et kald, så ville man straks kunne bruge det til at trække lønkravet væk under sygeplejerne. For folk med et kald skal ikke have ret meget i løn. De er jo båret af kaldstanken – det er et adelsmærke, som man kan pynte sig med og blive æret for, men som ikke betaler mælken ned i supermarkedet.
Så alt i alt var det et trickspørgsmål, hvor ingen af svarmulighederne bragte noget godt med sig.
Nu hører jeg selv til et erhverv, hvor det er hævet over enhver tvivl om hvorvidt man ser det som et kald. En præst har et kald – sådan er det bare! Som jeg hører nogle af mine kollegaer, så er det også blevet brugt til at holde os lønmæssigt nede. Jeg har i hvert fald ikke råd til tjenestepiger, sådan som man så det i ”de gode gamle dage” i præstegården, så noget er der sket med vores løn. Jeg forsøgte mig med et lignende slagord samtidig med sygeplejerskerne: ”Martin Luther er død”… den faldt ligesom til jorden.
Kaldstanken er stort set forsvundet i vores samfund – jeg kender faktiske ikke andre faggrupper end præsterne (eller måske missionærerne), hvor man så aktivt taler om arbejdet som et kald. Men det er noget værre sludder. Salmedigteren Thomas Kingo har formuleringen i en morgensalme: Gud ”…vil i dag mig give kraft og styrke, jeg i mit kald og stand min Gud og Fader kan tilbørlig dyrke” (Salme 743 vers 4). Og det er ikke en salme, der kun må synges af præster. Det er en god luthersk tanke, at der ikke er et specielt kald forbeholdt de få, men at ordet kald kan bruges om alle fag. At der ikke er noget specielt helligt i at være præst eller munk. Man også kan have et kald, og se det som sin gudgivne rolle at være skomager, æblemost-presser eller skadedyrsbekæmper, bare for at nævne 3 arbejdsgrupper. Gud ønsker at vi skal tjene ham i det arbejde vi nu engang har – til glæde og gavn for vore medmennesker. Og til hans ære.
Det gør det også ekstra stort for en, at se sit arbejde som en tjeneste for Gud. MEN det behøver min arbejdsgiver ikke at lukrere på, så selv en med en stærk kaldsbevidsthed skal have en ordentlig løn!