Kan I huske DSBs gamle røde kupevogne, dem der var der før IC3-togene?
Man sad i små  kupeer 3 og 3 med front imod hinanden. Det var et lille ”fællesskab”, hvor man hurtigt fik ejerfornemmelser overfor kupeen. Når en ny passager trådte ind, betragtede vi dem som fremmede, der kom ind i ”vores kupe”. Man var ”ny”, indtil der kom en anden ny passager – så var den anden blevet en del af ejerkredsen af kupeen. Nu var det den nye, der trådte ind på vore enemærker.
Jeg ved at jeg ikke er den eneste, der havde det på den måde. Men uanset hvad, så viser det noget, som jeg ikke er ene om, nemlig at vi mennesker er hurtige til at få ejerfornemmelser over et eller andet. Det er vores – det er mit. Det er min kupe, det er vores land, det er min uddannelse, det er min kirke. Det er ikke altid, at jeg husker på det, som vi lige har sunget:
”Den mark, som blev min
var altid dog din”.
Bibelens budskab er nemlig, at alt, hvad jeg har, er en gave fra Gud, som han har betroet mig. Mine ressourcer, mine relationer, mit ægteskab, mine børn, mit materielle ejendele og selv det land, jeg bor i – alt er betroet os, og vi er forvaltere, ikke ejere.

I dagens tekst møder vi forvaltere med ejerfornemmelser. Ejeren af vingården har plantet vingården, bygget et tårn og en vinpresse, og så har han forpagtet den ud til nogle vingårdsbønder. Men forpagterne begynder at få ejerfornemmelser. De glemmer, at de kun er forpagtere, og begynder at opføre sig som ejere. Vingårdsbønnerne vil have alt for sig selv og slår til sidst ejerens søn ihjel i håb om at arve vingården.
Det lyder voldsomt at sammenligne os med dem, men i realiteten er der noget i deres tankegang, der i hvert fald spejler min tankegang. Jeg har fået betroet meget af Gud – alt det, jeg nævnte før: Tid, ressourcer, relationer. Men jeg har det med at glemme, hvem det egentlig tilhører. Jeg ser det som ”mit”, jeg er ejeren i stedet for forpagter. Reagerer jeg med taknemlighed, når Gud minder mig om, at det hele er hans, eller modvilje? ”Når han kræver sit tilbage, har han ret, mig kun slet, sømmed det at klage”, som vi synger i en  salme.

Jesus fortalte lignelserne til de skriftkloge og farisæerne. De stod som vogtere og garanter for den jødiske tro. Den tro, der var jødernes – det var dem, der bestemte, det var ”mit” og ”vores” – så da Guds søn kom til sit ejendomsfolk så reagerede de med at slå ham ihjel.
Har jeg det på samme måde som de skriftkloge og farisæerne, at jeg har glemt, hvem vingården tilhører, hvem kirken tilhører? For kirken tilhører Gud, og vi er kun forvaltere. Vi er en del af kirken – som lemmer på et legeme – men kirken er ikke vores, kirken er Guds. Guds kirke, som vil være folkets kirke. Alles kirke.
Jeg tænker, at vi alle sammen gerne vil være folkets kirke, være en åben kirke – en imødekommende kirke, en relevant kirke. Men den er ikke vores. Kirkener den eneste forening af mennesker, der eksisterer for dens ikke-medlemmers skyld. Den er her ikke kun for os, der allerede er en del af fællesskabet, men også for dem, der står udenfor.
Jeg synes frikirken på Simerstedvej har begået en genistreg ved at kalde sig ”Din frikirke” – ikke ”Min frikirke” eller ”Vores frikirke”. Hvad nu, hvis vi tænkte sådan om vores domkirke? Hvis vi sagde “din domkirke”?  Ikke bare “vores domkirke. Hvad sker der, hvis vi ser den som den andens? ”Din domkirke”.
Hvad vil det betyde for det frivillige arbejde, vi engagere os i kirken, hvis vi ikke spørger: Hvad er det i det for mig, men hvor kan de evner og talenter, som Gud har givet mig, blive brugt til bedste for andre i deres domkirke? Jeg tænker sikkert tit, ”nogen må gøre noget”. Måske er jeg denne ”nogen” denne gang?
Hvad har Gud givet dig som en evne, en passion eller tidsmæssigt overskud? Det er måske til dig, at Gud hvisker: ” Min datter, gå ud og arbejd i vingården i dag.  Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag.” Hvordan reagerer vi på Guds invitation? ”Gå”.

Noget, der har slået mig ved Haderslev Domkirke, det er, at der er mange af jer, der lægger mærke til, når der kommer folk ind, som er nye her. Enten turister eller lokale, som bare aldrig har været inde i domkirken til gudstjeneste. Det gør mig virkelig glad at se, at I ikke bruger kirkekaffen kun til at snakke med folk, I kender, men også dem, som I måske aldrig har set før. Det er skønt, for det er jo også deres domkirke.
Jeg tænker det vil give rigtig meget, hvis vi netop så os ikke som en del af ejerkredsen, hvor vi forventer, at de andre tilpasser sig, men at vi netop ser os selv som forpagtere, der sørger for, at de nye føler sig hjemme.
Hvad vil det betyde for vores gudstjeneste, hvis vi tænker ”Din domkirke”? Jeg havde om gudstjenesten med konfirmanderne. En af drengene sagde, at gudstjenesten skulle være mere festlig og mindre højtidelig. Det udfordrede mig til at overveje: Holder vi gudstjeneste, som vi selv vil have den, så det passer til vores smag uden at tænke på at være åbne for andre? Der er heldigvis ikke kun en måde at have gudstjeneste på, men det er så nemt at sige: ”Kom som du er”, det bliver hurtigt til ”og bliv som en af os”. Hvordan gør vi vore gudstjenester åbne og tilgængelige for andre, der ser på den med andre øjne?

Nu har vi talt om, hvordan vi som forvaltere er kaldet til at tage vare på det, Gud har givet os – kirken, vores ressourcer, og hinanden. Og vi ved: Selv som forvaltere fejler vi. Vi mister perspektivet og får ejerfornemmelser. Vi tænker på det som “mit” og “vores,” og nogle gange kan vi endda føle os pressede til at beskytte det, vi tror tilhører os.

Det er netop her, vi bliver mindet om, at vi ikke står alene i dette ansvar. Vi er ikke perfekte forvaltere, men Jesus er det perfekte fundament. Han er hovedhjørnestenen, den, der holder os oppe, når vi mister retningen, der holder os sammen, så vi ikke falder fra hinanden. Den, der holder sammen på både vores liv og kirke, uanset hvordan vi har svigtet. Han er grundlaget for alt, hvad vi er og gør. Selv når vi vakler, når vi har misforstået vores opgave som forvaltere af Guds gaver, så står Jesus fast.

Byg på mig, siger Jesus. Jesu kærlighed og tilgivelse er større end vores fejltagelser, og hans styrke er den, der bærer os igennem. Når vi åbner os for den sandhed, kan vi finde hvile og glæde i at vide, at vi er del af noget, der er langt større end os selv – vi er bygget på Kristus. Han gør det, som vi ikke kan gøre alene, og det er i den vished, vi kan gå frem med fornyet kraft til at leve og tjene med åbne hjerter og hænder.
Så selv når vi ser på kirken som “din” – som den andens – ved vi, at det er Kristi kirke. Og fordi han er hovedhjørnestenen, kan vi finde ro i, at alt er i hans hænder, og at han vil fuldende det værk, han har begyndt i os.