Hvem er den vigtigste at holde sig på god fod med som præst? Ja, selvfølgelig er Gud den vigtigste, men som plads nummer to? Er det biskoppen? Nah… er det provsten. Nu sidder Domprovsten her i dag, så hvis han bare høre det som om det er ham, så er det fint. Men det er det ikke. Det er heller ikke menighedsrådet. Nej, det er vigtigst at være på god fod med kirketjeneren. Hvis man er det, så er der ikke grænser for hvad der kan lade sig gøre! Både i det daglige arbejde, men også til gudstjenesten. Jeg havde fået Graver-Jens i Horne til at tage den store hækkesaks med ind til gudstjeneste netop denne søndag, for at give folk mulighed for hurtig ekspedition af ordene ”Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig”. Så sad han nede bagved og viftede med hækkesaksen.
Alt kan lade sig gøre, når man er på god fod med kirketjeneren. Og i modsætning til menighedsrådet, der kan blive skiftet ud efter 4 år, så kan man jo være heldig at have samme kirketjener i 25 år og næsten en måned, hvilket vi har her i Hertug Hans. Og det er ikke et år for meget. Nu er det ikke en festtale det her, men alligevel vi kender Inge som en pligtopfyldende og arbejdsom person, der har hjerte for mennesker og for kirkens sag. Og som er diskretionen selv.
Jeg er selv fra en slægt af kirketjenere og også selv været kirketjener, og den arv, der blev givet videre til næste kirketjener-generation er mantraet at kirketjenerens arbejde ser man først, når det ikke bliver gjort. F.eks. den lille ting at tænde lysene på alteret. Jeg kan stadigvæk huske den søndag, hvor præsten efter første læsning kom med den regibemærkning rettet til mig som kirketjener: Og så vil jeg gerne bede kirketjeneren om at komme op og tænde lysene på alteret. Pinligt.
Kirketjenerens højeste mål er at være tro i det små, i det dagligdags, i at få tingene til at køre uden problemer.
Kirketjenerens vigtigste opgave er ikke bare at gøre tingene klar til at statsministeren eller kongen kommer på besøg med det kæmpe følge, men at have fokus på det ene får, der er faret vild og kommer til kirken. Det får kan være en turist, der kigger ind. Det kan være at snakke med den konfirmand, der er nødt til at have en pause fra den store flok. Eller personen, der kommer ind i kirken med hovedet og hjertet fyldt med urolige tanker. Sådan en kirketjener er Inge.
Så da vores menighedsrådsformand lagde fejringen af Inges jubilæum netop i dag, så passer det så godt til dagens evangelium om at tage imod den mindste og dermed tage imod Jesus. Sådan skal vi gøre i her i kirken. Inge har gennem 25 år været en del af at skabe en åben og imødekommende atmosfære. Hendes tjeneste har været en stille påmindelse om, at kirken er et sted, hvor alle – store som små – skal føle sig velkomne.
Når vi taler om ‘de små,’ så tænker vi måske først på børnene, men det kan lige så vel være flygtninge, ældre, syge, folk med psykiske udfordringer, eller dem, som står lidt udenfor samfundet. Det er dem, som Jesus kalder os til at tage os af. De, der i hverdagen måske bliver overset, skal her i kirken finde et sted, hvor de er lige så værdifulde og set som alle andre. Ja, at de er vores største skat.
Så det passer rigtig godt i mit billede af dig, at du har ønsket at vi skal begynde gudstjenesten med salmen
”Et hus at komme til,
velkommen her du være vil.”
Det skal kirken være – et hus at komme til. Et hus, hvor vi er velkommen, for det er vores hus – det er dit hus.
Ligesom Inges tjeneste her i kirken ofte er usynlig, men uundværlig, sådan kalder Jesus os til at tage os af de små – dem, vi måske ikke altid lægger mærke til. Og det er det, teksten til i dag ønsker at fortælle os: Tag jer af de små, værn om de små. Få ikke de små til at falde. Men hvem er de små?
I vores samfund er det ofte let at afgøre, hvem der er store, og hvem der er små. Hvem der betyder noget, og hvem vi måske ikke lægger mærke til. Men her i kirken – burde det være anderledes. Jesus vender i hvert fald tingene på hovedet, og han minder os om, at alle er lige foran Gud. Selvom vi måske gør forskel på mennesker i hverdagen – om det er kongen eller “en af gadens folk,” der træder ind i kirken – så her ved alteret ser vi virkelig, hvordan der ingen forskel er. Her knæler alle.
Lad mig fortælle jer en lille historie om min svigerfar. En søndag skulle han til gudstjeneste i Århus Domkirke. Der var lige præcis plads til ham ved alteret, hvis en ældre dame rykkede sig lidt, for der var plads rundt omkring hende. Så han knælede ved siden af hende, småskubbede lidt til hende for at få plads. Da de havde modtaget nadveren og rejste sig, opdagede han, at den ældre dame var Dronning Margrethe. Også hun måtte knæle for at modtage brød og vin ved alterbordet, ligesom alle andre. Her bliver forskellene mellem mennesker opløst. Vi knæler alle som lige store – eller måske snarere lige små. Og dog, selv i vores ”lillehed”, er vi store i Guds kærlighed. Gud ser os, ikke på grund af vores præstationer, men på grund af sin store kærlighed til os. Han kender vores fejl og mangler, og alligevel vælger han at løfte os og give os værdi. Det minder os om, at vi altid må bevare ydmygheden og erkende, at vi ikke er større end nogen andre – vi er alle lige små og vi er all lige elskede af Gud.
Vi synger det i dåbssalmen ”fyldt af glæde over livets under”, hvor vi synger ”venter på de små og tar imod dem”…. Nej, vi synger: ”Venter på de små og tager imod OS”. Vi er det små. Den forskel der er i forhold til hinanden er ikke bare relativ, men i bedste fald ligegyldig, når vi sammenligner os alle med Gud. Vi er alle lige små. Og det er netop denne ydmyghed, Jesus kalder os til – at se, at vi ikke er større end nogen andre. Det er ikke kun de andre, de små, Jesus taler om. Det er os alle.
Lad os derfor tage Jesu ord med os fra denne tekst. Han kalder os til at være tro i det små – i de dagligdags opgaver, i de små handlinger, der måske aldrig bliver bemærket af andre, men som er betydningsfulde i Guds øjne.
Lad os også åbne vores øjne for ‘de små’ i vores liv – ikke kun børnene, men dem omkring os, som måske føler sig overset, dem, der kæmper i det skjulte, eller dem, som på en eller anden måde har brug for vores omsorg og opmærksomhed. Hver gang vi gør det, tager vi imod Kristus selv. Lad os ikke tælle flokken, men tælle den enkelte – for Gud har mange børn og hver eneste af dem har enorm værdi og kan ikke undværes. Han leder efter den ene.
Det er her, ved nadverbordet, at vi får lov til at modtage Kristi legeme og blod. Og når vi rejser os igen, er vi ikke længere de samme – vi rejser os som tilgivne, elskede og styrkede til at gå ud i verden og tage os af de små. For det er her, i de små ting, i de små mennesker, at Guds rige kommer nær.

Så lad os i dag, og hver dag, tage imod Jesu kald med åbne hjerter. Lad os tage os af de små, som vi ville tage imod Jesus selv. Lad os alle sammen være kirketjenere i vores hverdag – for kirken er ikke bare et hus, den er et hjerte, hvor vi tager Jesus med os ud, når vi går. Og lad os huske, at selvom vi er små, er vi aldrig uden betydning i Guds øjne. Han venter på os – og han tager imod os.